Langhøjskolen vandt Københavns-mesterskabet i skoleskak

Langhøjskolen vandt Københavns-mesterskabet i skoleskak

Onsdag den 4. marts blev Københavnsmesterskabet i skoleskak for hold afholdt på Mølleholmskolen i Taastrup med deltagelse af 280 unge skakspillere. Der blev spillet på 4-mands hold og i den yngste række for 0.-3. klasser deltog der hele 34 hold. Inden sidste runde førte "Langhøjskolen 1" med 0,5 point foran Stengård Skole, som de nu skulle møde og dermed kunne nøjes med uafgjort. Efter en utrolig jævnbyrdig match endte det netop 2-2 og dermed kunne Langhøjskolen lade sig kåre til Københavnsmestre i skoleskak for hold for første gang nogensinde. Samtidig kvalificerede holdet sig til DM i skoleskak for hold, som afholdes i Ishøj den 17.-19. april. På vinderholdet spillede Mads Zernichov, Bastian Rynkjøb, Isabella S. Lauritzen og Oliver W. Han.

Fra Hvidovre deltog Langhøjskolen desuden med tre andre hold i de forskellige rækker, mens Hvidovre Privatskole stillede med to hold. Alle holdene gjorde det fint, men sluttede udenfor topplaceringerne i deres rækker.

På Langhøjskolen har alle eleverne i 0.-2. klasse hver uge skoleskak på skemaet, mens alle skolens elever har mulighed for at spille skak eller SET i frikvartererne på skolens bibliotek.

menu
menu