Lokal opfindelse går globalt

Lokal opfindelse går globalt

Morten Jensen fra Hvidovre har opfundet en effektiv elektronisk rottefælde, der nu bliver solgt over hele verden

Rotter er et større og større problem, også i Hvidovre.

Og rottebekæmpelse ved 42-årige Morten Jensen, der bor på Fagerstedvej og desuden er ejer af Jensens Skadedyrskontrol, en hel del om. Det har aktiveret hans ”opfinder-gen” og fået ham til at opfinde en elektronisk rottefælde, der uden brug af gift skal få bugt med den stigende bestand af rotter.

Hans opfindelse har vist sig at være en god idé, for fælden er nu solgt til brug i adskillige lande. Andre steder i verden har det nemlig også vakt undren, at rottebestanden stiger - selvom forbruget af rottegift også stiger. Og at der må andre midler til …

- I 2014, hvor vi i min virksomhed stadig bekæmpede rotter ved at sætte bokse op med gift i, som rotterne så spiste af og døde, fik jeg den tanke, at når vi nu har rotten inde i boksen, hvorfor slår vi den så ikke bare ihjel med det samme uden den skal ligge og lide, fortæller Morten Jensen.

Effektiv løsning

Tanken blev til forsøg med fælder og elektronik og endte med en løsning, der var så effektiv, at Morten Jensen valgte at patentere løsningen. Siden er hans rottefælde solgt til CB Svendsen A/S for at få produktet i serieproduktion og eksportere det til andre lande.

I dag er ”TrapMe” - som systemet kaldes - blandt andet at finde i Norge, Finland, Benelux, Tyskland, Frankrig, Italien, New Zealand, USA, og selvfølgelig over alt i Danmark.

- Det er jo helt fantastisk, at min ide nu er i drift mange steder i verden, og at ideen er med til at minimere brugen af gift, siger Morten Jensen.

Sådan fungerer den

TrapMe er en rottefælde, der registrerer, når den fanger en rotte eller en mus og sender signal via IoT teknologi til en cloud server, som skadedyrsbekæmperen er forbundet med via smartphone, tablet eller PC. Her kan man styre og tilse alle sine fælder. Modsat rottegift, antikoagulanter, medfører den elektroniske rottefælde ingen langvarig lidelse. Gift betyder nemlig, at rotten dør af indre blødninger i løbet af 5-7 dage. Desuden optager rovdyr eller et kæledyr giften, hvis de spiser rotten.

red

menu
menu