Lutter sejre til HIF-håndbold

Lutter sejre til HIF-håndbold

Både herrerne- og damerne er med i toppen af 3. division

HÅNDBOLD: HIF’s håndboldherrer vandt i tirsdags på hjemmebane med 25-21 over midterholdet Ledøje-Smørum HK i 3. division.

HIF fik dermed en perfekt start på en travl uge med sejr i midtugekampen. Det så dog ikke så nemt ud i starten, hvor gæsterne kom foran og HIF havde svært ved at dæmme op for Ledøje-Smørums forsvar og med to brændte kontrachancer fik gæsterne skabt et hul.

HIF lod sig dog ikke ryste og spillede sig langsomt tilbage i kampen og begyndte at få overtaget, ikke mindst på grund af Kevin Melander Rasmussen og Patrick Westergaard Nielsen, der brillerede med flere scoringer. Ti minutter før pausen fik HIF så vendt tingene og kom foran 8-7, hvorefter angrebsspillet begyndte at flyde. Og da Ledøje-Smørum fik flere to minutters udvisninger kunne HIF gå til pausen med føringen 13-9.

Forspringet fra 1. halvleg blev afgørende for kampen. Gæsterne valgte at gå meget højt op på HIF’erne, hvorfor angrebsspillet blev mere tilfældigt, så det var op til den enkelte på egen hånd at skabe noget. Ledøje var en kort overgang oppe og snuse til en udligning, men HIF var skarpe på de rigtige tidspunkter, hvor især Danni Schou Jørgensen var i målhumør og HIF fik med fast hånd spillet sejren i hus.

Nye sejre

Ugens andet opgør for herrerne var også hjemme i Dansborghallen, hvor divisionens nr. 6, Dianalund/Tersløse, var næste “offer” for herrerne, der nu ikke har tabt i otte kampe i træk. Som i ugens første opgør blev det også til en sikker sejr på 26-21, og med denne pointhøst lægger HIF nu afstand ned til Ydun på 3. pladsen, hvor forspringet er fire point.

Hos damerne var der dømt et tæt og spændene lokalopgør i søndagens kamp ude mod Rødovre HK. HIF trak sig sejrrigt ud af søndagens målrige opgør, der blev vundet så knebent som 33-32.

På fredag skal HIF-damerne så på en - på papiret - overkommelig opgave, når man spiller mod bundholdet Ydun.

menu
menu