Mary blev modtaget med blomster, flag og high fives

Mary blev modtaget med blomster, flag og high fives

Kronprinsessen besøgte i torsdags Frydenhøjskolen

Frydenhøjskolen havde i torsdags den store glæde at have Kronprinsesse Mary som gæst. Kronprinsessen kom på besøg i sin egenskab af formand for Mary Fonden idet Frydenhøjskolens 7.A havde tilmeldt sig mediekonkurrencen med titlen “Døden er da noget, vi taler om”, som Mary Fonden står for i samarbejde med Østifterne, Børn, Unge & Sorg samt JP/Politikens hus. I forbindelse med Kronprinsessens ankomst havde hele skolen mulighed for at byde hende velkommen idet alle elever og personale var samlet på midtergangen til en festlig modtagelse med masser af dannebrogsflag, håndtryk og highfives.

Besøgets formål var at komme ned og besøge 7.A, hvor skoleleder Gerhard Grubb Waaentz og klasselæreren Dennis Kjærulf bød velkommen og fortalte om klassens arbejde med temaet. Efterfølgende viste Kronprinsessen stor interesse for elevernes arbejde med emnet, da hun tog sig god tid til at komme rundt og lytte til hver enkelt elev i klassen, som fortalte om hvilket emne de arbejder med - alle med en eller anden vinkel på døden, og det at håndtere den svære sorg når man mister en af sine kære eller oplever alvorlig sygdom hos sine nærmeste. Et svært men relevant emne - også selvom man kun går i 7. klasse.

Efterfølgende takkede kronprinsessen fordi hun måtte komme og som en lille hilsen fik hun udleveret to Vamosbokse med bevægelseskort, som er udviklet på Frydenhøjskolen i forbindelse med den øgede fokus på bevægelse i undervisningen.

Hvorfor temaet ”Døden er da noget, vi taler om”?

Mediekonkurrencen, der i 2019 finder sted for syvende gang, foregår fra uge 38-46. Her får 6.-10. klasser landet over mulighed for at dykke ned i de journalistiske genrer og agere nyhedsredaktion med livet og døden som omdrejningspunkt.

- Med temaet “Døden er da noget, vi taler om” ønsker vi at gøre det lettere at tale om død og alvorlig sygdom. Vi skåner hinanden for død og sygdom, fordi vi tror, det er en måde at passe på hinanden på. Men i virkeligheden er det det modsatte. Døden er en del af livet, og følelserne, der følger med, er naturlige. Dem skal vi kunne dele med hinanden, forklarer direktør i Mary Fonden Helle Østergaard.

- Det er, som om vi har glemt døden. Vi lukker øjnene for den og bilder os ind, at vi lever evigt. Dødens tabu betyder, at vi har svært ved at tale med mennesker, der har alvorlig sygdom og sorg inde på livet, og mange efterladte mødes derfor af tavshed. Sorgen bliver ofte en ensom affære, og sådan skal det ikke være!, siger direktør i Børn, Unge & Sorg Preben Engelbrekt.

- Ved at udforske spørgsmal som “Hvor længe varer sorgen?”, “Hvorfor er det svært at tale om døden?” og “Hvordan hænger kærlighed og sorg sammen?”, får eleverne diskuteret og perspektiveret døden. De får startet en vigtig dialog om et emne, vi ofte tier ihjel. I sidste ende kan det journalistiske arbejde med emnet give dem en større menneskelig indsigt og handlekraft i mødet med sygdom og død, forklarer direktør for skoleafdelingen i JP/Politikens Hus Louise Abildgaard Grøn.

Mary lyttede og spurgte interesseret ind til elevernes arbejde.

Mary lyttede og spurgte interesseret ind til elevernes arbejde.

Kronprinsessen tog sig god tid til hver enkelt elev.

Kronprinsessen tog sig god tid til hver enkelt elev.

Mary

Mary

menu
menu