Masser af fyldte sæder i det lokale teater

Masser af fyldte sæder i det lokale teater

Hele Hvidovres teater har optalt billetterne for den forgangne sæson 18/19, og der har igen været fyldte sæder og masser af aktivitet på byens teater.

Teater Vestvolden opførte i den forgangne sæson 126 forestillinger, som blev set af godt 10.000 publikummer. Teatret solgte i gennemsnit ni ud at ti billetter på alle forestillinger og arrangementer, som var på plakaten på teatret i Hvidovre.

Løssalget er øget i forhold til året før med det højeste antal solgte billetter i otte år. Antallet af børn og unge nåede 6350, hvilket betyder, at over halvdelen af teatrets publikum udgøres af unge.

Teaterchef Stephan Pollner glæder sig over endnu en sæson med et stort antal publikummer.

- Det flotte billetsalg bekræfter mig i, at publikum finder vores repertoire spændende og relevant. Det er helt afgørende, siger Stephan Pollner.

- Jeg tror også, at publikum har fået øjnene op for diversiteten i det, vi laver. Vi er familiens teater med forestillinger for både børn, unge og voksne, siger Stephan Pollner og fremhæver, at Teater Vestvolden har droslet ned for turnéaktiviteten for at fokusere på forestillinger stationært i Hvidovre. I den forgangne sæson opførte teatret 25 forestillinger ude af huset, og for fremtiden vil teatret fokusere på turné med udvalgte forestillinger.

Gensyn med baggårdskat

Blandt de forestillinger, som i stor stil trak lokale til byens teater i Hvidovre, var urpremieren på musikforestillingen Kattejammer rock, der havde en belægning på 95 pct. Succesforestillingen vender retur i den kommende sæson 19/20, så endnu flere får mulighed for at opleve den første danske dramatisering af Vesterbros Ungdomsgårds kultplade, hvor teater og musik bliver mikset med den nyeste virtual reality-teknologi, som inddrager publikum og giver en helt særlig oplevelse for unge fra 12 år og voksne.

menu
menu