Mindeord

Mindeord

Hvidovres tidligere borgmester Inge Larsen skriver mindeord om Bjørn Nielsen:

Bjørn Nielsen er efter et flere års alvorlig sygdom afgået ved døden, 72 år gammel.

Bjørn er vokset op med Socialdemokratiet og startede som ganske ung i DSU og var til sin død fuldblods socialdemokrat. Bjørn mødte Marianne igennem DSU, og i oktober 2018 holdt de et festligt guldbryllup med brudevals – jazzmusik m.m.

Bjørn var uddannet cand. mag. med bl.a. historie som speciale og arbejdede på Køge gymnasium til sin pension.

Fritiden blev brugt på mange interesser, men socialdemokratisk politik var Bjørns hovedinteresse og hjerteblod. I nogle år var Bjørn formand for Socialdemokratiets Risbjerg afdeling.

De socialdemokratiske ideer stod højt og han tordnede, når der blev rykket lidt for langt væk fra den socialdemokratiske grundidé, det faldt ikke altid i god jord hos alle partifæller. Jeg har altid haft et glimrende samarbejde med Bjørn.

Bjørn var en sikker og god forsanger ved alle socialdemokratiske møder og fester.

Bjørns historieinteresse og fine sangstemme havde Teater Vestvolden også glæde af i et par af de egnsspil, der er blevet opført i Hvidovre.

Bjørn og Marianne har været på mange udlandsrejser gennem årene, nogle gange også på cykel specielt Italien med Rom, der var et rent Mekka for en historielærer, det med at cykle kan være en farlig ting, det endte da også enkelte gange med hospitalsindlæggelse i udlandet. Samsø var det hjemlige Mekka, et dejligt sted at slappe og mødes med familie og venner, men i det seneste år også et frirum for hospitalsbesøg.

Bjørn var interesseret i sport - navnlig håndbold - og et utal af kampe er de seneste år set på TV.

Jeg vil komme til at savne de til tider heftige, men altid særdeles spændende diskussioner om politik. Festligt og farverigt var det at være sammen med Bjørn.

Familien betød umådelig meget for Bjørn, han var meget omsorgsfuld for den, og han vil blive savnet.

Ære være Bjørns minde.

Inge Larsen

fhv. borgmester

menu
menu