MINDEORD

MINDEORD

Mindeord om Boldklubben Frihedens æresmedlem Børge Knudsen alias “Kridt Børge”:

Mange Hvidovre-borgere kender sikkert Børge Knudsen fra hans professionelle virke på Strandmarksskolen/Strandmarkens Fritidscenter, hvor Børge gennem en menneskealder arbejdede med at give børn og andre brugere af faciliteterne, de bedste mulige betingelser.

“Kridt Børge” var et fantastisk arbejdsomt og pligtopfyldende menneske, hvilket vi i Boldklubben Friheden har haft glæde af siden klubbens stiftelse. Han var altid klar til at give en hånd med, i gamle dage ved høstfester, bankospil, fastelavns arrangementer osv, og her i nyere tid var Børge fast inventar ved alle vores kræmmermarkeder.

Børge var også en fighter, det så vi tydelige da han mistede det ene underben. Der var ikke nogen tøven, det skulle ikke ændre Børges måde at leve på. Han fik en protese og de nødvendige hjælpemidler, så han kunne fortsætte med livets gøremål, både til lands og til vands.

Jeg ved ikke om Børge var specielt fodboldinteresseret, jeg tror egentligt at det var foreningslivet, kammeratskabet og dermed de gode oplevelser man kan få, når man er sammen med andre mennesker, som Børge var interesseret i.

Børge var en rigtig god kammerat, der med glæde deltog i de forskellige arrangementer klubben kunne tilbyde, som f.eks. “Lørdagsklubben”, hvor klubbens ældre medlemmer mødes og fortæller anekdoter fra en svunden tid. Her vil vi især savnes Børges gode historie fra hans ungdom, hvor han som sømand sejlede rundt i verden.

Børge har også deltaget i flere af klubbens ture til Prag. Der var Børge i sit es, når der blev hygget med gode venner, lidt kultur, god mad og rigeligt med øl.

“Kridt Børge” efterlader et stort hul i Boldklubben Friheden, vi vil savne din altid velvillige arbejdskraft, dit omgængelige væsen og dit trofaste venskab.

Du var en sand og ægte Friheden mand.

Tak for alt Børge!

Boldklubben Friheden

menu
menu