Når det handler om liv eller død

Når det handler om liv eller død

Ved et hjertestop kan forbipasserendes handling gøre hele forskellen. Derfor valgte omkring 80 borgere fra nær og fjern at lære førstehjælp til åbent hus på Hvidovre Hospital i anledning af hjertestarterdagen

Hvad skal man gøre, når et hjertestop indtræffer? Nogle ved det ikke, andre er bange for at gøre noget forkert, men det var ikke tilfældet for de 80 borgere, som tirsdag den 16. oktober lagde vejen forbi åbent hus på Hvidovre Hospital. De blev både instrueret i hjerte-lunge-redning og i at bruge en hjertestarter.

Dagens budskaber

Samtidig fik borgerne to vise sætninger med fra hjertestopinstruktørerne: ”Du kan ikke gøre noget forkert” og ”Det hjælper at handle”.

De to budskaber håber hjertestopinstruktør Jesper Friis-Hansen, at borgerne har taget med sig.

- Vi ved ud fra statistikker, at det gør en forskel, når folk handler. Et lægeteam kan være nok så dygtigt, men uden førstehjælp i de afgørende minutter, kan lægerne ikke stille meget op, når de når frem. Uden genoplivning er der intet liv, og det håber jeg, at borgerne tager til sig, så de har modet til at handle, hvis ulykken skulle være ude, siger Jesper Friis-Hansen.

Det er sjette år i træk af Hvidovre Hospital afholder åbent hus i anledningen af Hjertestarterdagen.

Lærerigt for både børn og ældre

Både unge og ældre sad på gulvet på træningsmåtter om en dukke, mens ivrige hjertestopinstruktører instruerede og demonstrerede førstehjælp. To af dagens fremmødte er Allan Kongsted og hans datter Anna, som bor i Kongens Enghave, og Anna har fulgt godt med i instruktionerne.

- Man skal trykke på dukken 30 gange og blæse i munden 2 gange. Så skal man ringe 112 for at få fat i en ambulance, forklarer Anna.

Allan Kongsted, der til daglig arbejder i sikkerhedskontrollen i Kastrup Lufthavn er glad for at få genopfrisket førstehjælp, da det også er relevant for hans arbejde.

- I sikkerhedskontrollen oplever jeg af og til, at folk falder om, og her er det meget værdifuldt at have styr på førstehjælp. Det er vigtigt at holde sig ajourført med de nyeste metoder indenfor førstehjælp. For eksempel fandtes der ikke hjertestartere, sidst jeg fik et førstehjælpskursus. Så det er vigtigt for både Anna og jeg at lære om førstehjælp, siger Allan Kongsted.

Taknemmelige borgere

Ligesom Allan Kongsted og datteren Anna var mange andre besøgende glade og motiverede for undervisningen. Borgernes engagement imponerede Jesper Friis-Hansen.

- Jeg synes, der er imponerende stor interesse for at lære om førstehjælp. Mange af dem er overraskede over, at et hospital overhovedet vil engagere sig i den slags. De er meget taknemmelige over den viden, de får med hjem, siger Jesper Friis Hansen.

hgh

hgh

menu
menu