Når hjerter slår i takt - om Händel i Hvidovre

Når hjerter slår i takt - om Händel i Hvidovre

En Hvidovreborger, dirigent og organist Torben H. S. Svendsen står i spidsen for opførelsen af Händels ”Messias” i Strandmarkskirken på næste søndag den 25. november

Der er lagt op til en virkelig stor musikalsk oplevelse, når Strandmarkskirken søndag den 25. november kl. 16.00 slår dørene op for en opførelse af Händels “Messias”. I spidsen for koncerten står en Hvidovreborger, dirigent og organist Torben H. S. Svendsen.

Det musikalske hjem

Musikken fylder, i bogstaveligste forstand, i villaen på Hvidovre Strandvej, hvor dirigent og organist Torben H.S. Svendsen bor sammen med sin kone og to sønner.

På gulvet i musikværelset ligger et skinnende horn i en taske. Hornet er yngstesønnens, som han er ved at lære at spille på efter seks år med violinspil. På slagbænken står en violinkasse slået op med en violin i, det er ældstesønnens, som også komponerer og spiller i orkester.

Og bag flyglet står den bas, som Torben H.S. Svendsen selv har spillet på i sin tid, og reoler, der bugner af nodehæfter og partiturer i alle tykkelser og størrelser. Noder, Torben H.S. Svendsen bruger i sit virke som organist, korleder og dirigent.

Familien flyttede til Hvidovre for seks år siden, og selvom alle fire har fundet sig godt til rette og er glade for at bo i kystkommunen, tæt på strand og med en god musikskole, var det nok mere den gode pendlings-forbindelse mellem Hvidovre og Sverige, hvor hans kone er kunstnerisk chef for Smålands Musik og Teater, end musiklivet, der trak.

Men det behøver det jo heller ikke være, som Torben H.S. Svendsen tilføjer:

- Jeg skaber nok mere musikliv, end jeg forbruger...

Og skaber musikliv, det gør han - som organist i Nødebo og Gadevang i Nordsjælland, og som korleder for Københavns Kantatekor og Birkerødkoret gennem mere end 20 år.

Kom - og oplev!

Søndag den 25. november tager han så noget af “sin” musik med over i Strandmarkskirken, når han står i spidsen for en opførelse af dét måske mest populære klassiske koncertværk, Händels Messias.

Tidligere har der været holdt både gospelkoncerter og operagalla i kirken, men lige netop dét, som er Torben H.S. Svendsens speciale, oratorie-koncerter - opførelsen af store værker for kor, orkester og solister - har der ikke været så meget af.

Men så bød lejligheden sig for et lokalt samarbejde, og en søndag eftermiddag i november vil 70 sangere, et orkester og fire solister stå klar til at fylde Strandmarkskirken med barokmusik.

Og hvis nogen er ved at stå af ved ordet “barok”, så hæng på lidt endnu.

For godt nok er Messias, som Händel skrev i 1741, et gammelt værk, men barokkens musik har meget at give nutidens mennesker:

- Barokkens musikalske udtryk et andet end det, vi kender i dag, siger Torben H.S. Svendsen, - men det er på ingen måde fremmedartet.

- Musikkens stil har forandret sig løbende op gennem musikhistorien, men bevidst eller ej, har vi alle hørt noget af det meste af denne udvikling, og musikken - uanset om den er fra dengang eller i dag - udtrykker jo nogle alment menneskelige stemninger og følelser.

- Grundsubstansen i musikken er den samme, og midlet som bruges til at udtrykke dem med er - dengang som i dag - skalaens tolv toner.

- Udtrykket er så bare et spørgsmål om, hvordan disse toner er sat sammen, og hvilke instrumenter der spilles på. Barokkens fordel er, at den er så klar og ren i sit udtryk...

Messias, som blev opført første gang en langfredag i 1742, er en fortælling om Jesus hele liv og virke, lige fra profetierne om hans komme til hans liv og død og genopstandelse. Teksten til Messias er passager fra Bibelen, sat sammen i en mosaik af digter og forfatter Charles Jennens, en ven og beundrer af Händel, som håbede, han kunne få Händel til at skrive musik til de tekster, han havde samlet. Det kunne han. Händel blev begejstret og inspireret og skrev det store værk på forbløffende kort tid. Det tog ham kun 23 dage i august og september 1741 at skrive musikken til Messias.

- Händel har lagt et lag af fortolkning ned over teksterne ved sit valg af toneart og instrumentation. Er musikken glad, trist, lys eller mørk, fx. Han har valgt hvilket lys, der skal kastes over teksten, og man kan ikke skille det ad og sige, hvad der er vigtigst, tekst eller musik. Händel har taget teksten og komponeret den musik, der kom til ham over den tekst, siger Torben H.S. Svendsen.

I Danmark er der mange, der forbinder Messias med julen - især nok på grund af det flotte og pompøse Hallelujah-kor - men værket blev opført første gang en langfredag, og i øvrigt slet ikke i en kirke, men i en koncertsal. Og der kan være en fordel ved at opføre Messias i et rum, som ikke er alt for katedral-agtigt, men mere som kirkerummet i Strandmarkskirken.

- Rummet egner sig faktisk til det, for det har nogle fordele, både arkitektonisk og akustisk, siger Torben H.S. Svendsen.

- For det først er der plads - både kor og orkester kan være der - og rent akustisk er rummet “balanceret”. Et af barokkens kendetegn er fugaen, hvor en hurtig melodi med mange toner spilles, eller synges flere gange oveni hinanden, forskudt, og i et stort rum, kan det flyde sammen. Det undgår man i en kirke som Strandmarkskirken. Den er faktisk velegnet til barokmusik.

- Man kan opføre store værker, uden at musikken “mudrer sammen”. Lyden står fint og klart.

Og uanset hvor det foregår, lyder det uden tøven fra Torben H.S. Svendsen, kan man slet ikke sammenligne dét at opleve Messias live med at høre den hjemme i stuen.

- Ved koncertoplevelsen er man i rummet og mærker energien, oplever stemningen; det kan man ikke få ved at lytte til en indspilning, siger han.

- Undersøgelser har vist, at når mennesker synger i kor, sker der det, at så synkroniseres ikke alene deres vejrtrækning, men også deres hjerterytme, og det mærker publikum. Oplevelsen af at det hele bevæger sig med en fælles puls, det går helt sikkert også igennem publikum.

- Man kan sikkert finde indspilninger, som vil være mere perfekte, men koncertoplevelsen er den bedste, siger dirigenten.

Og han har om nogen et sammenligningsgrundlag. Som 18-årig sang han for første gang med i koret ved en opførelse af Messias i domkirken i Haderslev, hvor han kommer fra. Siden spillede han som kontrabassist med i flere opførelser af værket, og endelig har han som dirigent stået i spidsen for Messias mere end 15 gange i løbet af de sidste 20 år. En af gangene var såmænd også i Hvidovre, nærmere bestemt i Risbjerg kirke.

Også for ham er værket uopslideligt, eller som han selv siger:

- Messias er solidt komponeret og fuld af skønne melodier, som hænger i ørerne lang tid efter. Messias er et fantastisk værk, slutter Torben H.S. Svendsen.

menu
menu