Nederlag mod mestrene og sejr over bundholdet

Nederlag mod mestrene
og sejr over bundholdet

Hvidovres volleyball-herrer kan ikke nå noget i denne sæson, og slutter af søndag hjemme mod Aalborg

VOLLEYBALL: Det ser ud til at 19/20 sæsonen skal være en mellemsæson for Hvidovres Volleyballherrer, der ligger til at måtte nøjes med en midterplacering - langt fra sidste års sølvmedaljer.

Torsdag aften var Hvidovre-mandskabet på en vanskelig opgave, da danmarksmestrene fra Gentofte gæstede Frihedens Idrætscenter. Hos gæsterne var der flere velkendte ansigter med, bl.a. de to tidligere Hvidovre-profiler, liberoen Ibrahim Alievski og sidste års MVP Nicolai Houmann, der begge var med til at vinde sølv med Hvidovre sidste år. De er nu at finde på modstanderholdet. De to profiler havde i den grad pyntet på Hvidovres hold.

Gentofte fik hurtigt etableret et forspring, og selvom Hvidovre kæmpede fint, havde gæsterne ikke nogle problemer med at holde afstand og trak til sidst fra og vandt første sæt 25-18. Hvidovre fik en rigtig god start på kampens andet sæt, hvor de endda fik en spinkel føring på 3-1, og holdt Gentofte i kort snor ind til stillingen 5-6, hvor gæsterne viste den forskel der er på de to hold i denne sæson. Resten af sættet blev en regulær røvfuld til Hvidovre, der tabte med hele 25-15.

I det tredje sæt mandede Hvidovre sig så virkelig op og arbejdede stenhårdt for at Gentofte ikke skulle stikke af igen. Her var især Steen Lyngø Sørensen og Daniel Starkey en stor årsag til at Hvidovre fortsat kunne tro på, at man kunne nappe et sæt mod de danske mestre. Til sidst var Gentofte dog bare for stærke, så Hvidovre tabte også tredje og sidste sæt hæderligt med 25-21.

Sejr over bundhold

Søndag fik Hvidovre så oprejsning mod ligaens bundhold Ishøj. Men selv om Ishøj ligger sidst, blev det ikke nogen nem opgave for Hvidovremandskabet, der ikke rigtigt kan nå noget i denne sæson. Hvidovre vandt tre tætte sæt, alle med 25-23. Det var sæsonens næstsidste kamp, og Hvidovre slutter af hjemme mod Aalborg på søndag kl. 16.00 i Frihedens Idrætscenter.

ka-ma

menu
menu