Nej tak til stop for indenrigsflyvning

Nej tak til stop for indenrigsflyvning

SF og Enhedslisten fik afvist deres forslag om stop for flyvning til Aalborg - meningsløst at sætte ind på det her område, lød det fra de øvrige i kommunalbestyrelsen

Det giver ikke mening at droppe flyet til Aalborg, hvis man i stedet sidder alene i sin bil og udleder CO2, tager en færge og dermed udleder endnu mere CO2.

Det var en af årsagerne til, at SF og Enhedslisten ikke fik medvind af den øvrige kommunalbestyrelse, da de tirsdag aften i sidste uge stillede forslag om, at politikere og embedsmænd fremadrettet ikke skal flyve indenrigs, når de et par gange om året skal til møder i Aalborg.

Hurtigt afslag

Trods generel og stor interesse for miljøet tog det dog ikke længe, før alle andre partier og lister i kommunalbestyrelsen havde meldt klart ud, at det ikke gav mening for dem, at udstede et lokalt forbud mod at flyve indenrigs.

- Vi stemmer i DF ikke for forslaget. Flyet flyver jo derop, selv om vi ikke er med. Så skal vi først ud og bruge CO2 på flyet, samtidig med at vi så skal køre derop i biler. Det er jo ikke os alle, der har elbiler, sagde Charlotte H. Larsen (DF).

Heller ikke Socialdemokratiet mente, at stop for indenrigsflyvning gav mening.

- Miljøet er en vigtig dagsorden, men vil gerne kigge på hele forsyningssektor, der står for størstedelen af den CO2-udledning vi har. Hvis vi skal gøre noget, der batter, så er det der, vi skal arbejde. Og der sidder vi selv med omkring bordet flere af stederne, sagde Kenneth F. Christensen (A).

Heller ikke Konservative kunne tilslutte sig SF og Enhedslistens forslag.

- Det er fint at tænke sig om, men vi skal også vurdere, hvornår det giver mening. Vi skal da give vores bidrag, det gør vi også her til lands, men vi kan bruge energi og økonomiske ressourcer med bedre udbytte, hvis vi løser klima- og miljøpåvirkning, i områder hvor den er større, sagde Steen Ørskov (C)

Store spørgsmål drukner

Fra Venstre var der også velvilje overfor at se på tiltag til at mindske CO2-udledningen, men partiet foreslog, at der i stedet skulle nedsættes et miljøudvalg.

- Glæder os over at SF er fremme i skoene, med at bekæmpe vores klimaaftryk. Men hvor skal vi starte? Skal det være et minihåndtryk eller skal vi opsøge et af de steder, hvor det virkelig kan batte? Flyet flyver alligevel, så effekten er nul. Derfor vil vi gerne stille et ændringsforslag om at nedsætte et §17-udvalg, der skal arbejde med klimaet i kommunen, sagde Torben Nowicki Rasmussen (V).

Fra Hvidovrelisten var der heller ikke opbakning til forslaget.

- Det værste man kan gøre er, at tage sin bil. Det er en yderligere belastning, for flyet flyver alligevel og 20 mennesker, der kører i bil og leger grønne, belaster yderligere. Der er forskel på at tænke idealistik og tænke konkret. Det her forslag er en detaljering, der nærmest bliver lidt religiøst. Det kan vi ikke være med på, men vi vil gerne være med til at arbejde langsigtet på de store spørgsmål, som drukner i sådan en debat, som den her, sagde Arne Bech (Liste H).

red

menu
menu