Nu er budgettet lukket

Nu er budgettet lukket

Med Hvidovre Kommunes budget for 2020 skal der blandt andet ses på normeringer i daginstitutioner, flere byggesagsbehandlere og miljøvenlige busser

Med budgettet for 2020 sættes der især fokus på børn, unge, ældre og det specialiserede område.

Sådan lyder det fra budgetforligsparterne Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Hvidovrelisten, der søndag aften lukkede og underskrev en budgetaftale for 2020.

- Det har været et godt og frugtbart samarbejde, som der med udgangspunkt i sidste års 4-årige budgetaftale er blevet arbejdet videre med. Det har for os alle været vigtigt at sikre et budget, hvor der er ro om økonomien og samtidig investeres i velfærden, lyder det i pressemeddelelse fra parterne.

Fælles forståelse

Fra parterne lyder det desuden, at de har været enige om, hvor fokuspunkterne skulle lægges.

- Der har været en fælles forståelse for, at der skulle investeres i børn, unge og ældre og parterne har også haft et særligt fokus på det specialiserede område. Der er igennem det seneste år truffet politiske beslutninger på både børne- og voksenområdet med henblik på at imødekomme de fortsat stigende udgifter på området. Vi har endnu til gode at se den fulde effekt af disse beslutninger. Derfor har vi afsat en pulje på 20 mio. kr. til udmøntning ved fortsat stigende økonomisk pres på det specialiserede område, står der i pressemeddelelsen.

Fokus på miljø

Dertil uddyber forligsparterne, hvor der konkret skal sættes ind på de førnævnte områder:

- Med budgetaftalen afsættes der desuden flere midler til normeringer i daginstitutioner, flere lærere til at løse inklusionsopgaven, gratis psykologhjælp til unge, fastholdelse af værdighedsmidlerne og klippekortordningen, opnormering af byggesagsbehandling og et særligt fokus på miljøet i form af midler til nul- emissionsbusser og en fordobling af den grønne pulje, skriver de.

Uden for budgetaftalen står Konservative, Venstre og Enhedslisten. Budgetaftalen vedtages endeligt i Kommunalbestyrelsen onsdag den 30. oktober 2019 og vil blive offentliggjort i sin fulde længde herefter.

red

menu
menu