Nu har Hvidovre kommune en boligpolitik

Nu har Hvidovre kommune en boligpolitik

Boligpolitikken skal sætte retningen for udviklingen i Hvidovre - et varieret udbud af boliger skal bl.a. give 50+ generationen mulighed for at blive i kommunen

Plads til flere, gode boliger til børnefamilier, unge, 50+ og ældre, huse med kvalitet og levende byrum.

Det er de fire fokusområder i den boligpolitik, Kommunalbestyrelsen efter lidt debat vedtog i sidste uge.

- Nu har vi vedtaget en rigtig god boligpolitik, og med den i hånden skal vi i gang med at udvikle Hvidovre i den retning, som vi i Kommunalbestyrelsen har besluttet. Det betyder bl.a., at vi skal skabe plads til flere Hvidovre-borgere, og at der skal være gode boliger til f.eks. unge, børnefamilier og dem, hvor børnene er fløjet fra reden, siger borgmester Helle Adelborg.

Selv om både Enhedslisten, Konservative og Hvidovrelisten under kommunalbestyrelsens behandling af sagen havde ændringsforslag til den nye boligpolitik, blev den af alle partier og lister rost for at tilgodese de mange input, der har været under udarbejdelsen af politikken.

Sætte retningen

Den nye boligpolitik skal udover at sætte retning for den kommunale udvikling, være et klart signal til investorer med interesse for Hvidovre, om hvad kommunens prioriteter er, når der skal siges ja til konkrete projekter. ”Det er mærkbart, at interessen for at investere i vores by er stigende. Boligpolitikken er et vigtigt instrument til at kickstarte byomdannelsen”, hedder det bl.a. i den nye boligpolitik.

Baggrunden for politikken er dels en efterspørgsel fra bl.a. yngre par og børnefamilier, der ønsker at bosætte sig i Hvidovre og realisere drømmen om et hus – og dels et politisk ønske om at sikre, at 50+ generationen har mulighed for at vælge at flytte i ny attraktiv bolig i Hvidovre, når de sætter huset til salg.

I kølvandet på vedtagelsen af boligpolitikken, vil et forslag om konkrete byudviklingsprojekter blive lagt frem i Kommunalbestyrelsen.

- Vi ved, at der venter os en stor udfordring med at få skabt plads til at udvikle vores by med et varieret udbud af boligtyper, som politikken lægger op til, udtaler Helle Adelborg og tilføjer, at udviklingen skal ske i dialog med borgerne.

Boligpolitikken kan læses på hvidovre.dk

red.

menu
menu