Nu kan Mo komme på landsholdet

Nu kan Mo komme på landsholdet

Synligt bevæget Daramy-familie samlet for at se mor og søn blive danske statsborgere

Der var fest i kommunalbestyrelsessalen og stort presseopbud mandag eftermiddag, da stortalent og FCK-spiller Mohammad Daramys mor, Isata Daramy, blev dansk statsborger.

Ceremonien var den første i landet og ekstraordinær, fordi den blev afholdt på dispensation, så netop Mohammad Daramy dagen før hans 18 års fødselsdag kunne blive dansk statsborger.

Drømmer om landshold

Det var borgmester Helle Adelborg, der foretog grundlovsceremonien. Ud over selve ceremonien for Isata Daramy undlod hun således heller ikke at nævne, at Mohammad Daramy nu også er dansk statsborger.

- Mohammad, du er født i Danmark og vokset op i Hvidovre. Du har spillet mange fodboldkampe her i Hvidovre, og du drømmer om at komme på landsholdet. Nu er det kun et spørgsmål om tid, før du kan tørne ud for Danmark, sagde Helle Adelborg.

Hvad betyder det for dig, at du nu er blevet dansk statsborger?

- Det betyder rigtig meget for mig. Det er en stor ting - både i forhold til fodbolden, men også i forhold til min familie, sagde Mohammad Daramy efterfølgende til Hvidovre Avis.

Kort efter ceremonien fik Mohammad Daramy desuden overrakt en landsholdstrøje af Flemming Berg, der er talentchef i DBU.

- Hermed er du forhåndsudtaget til landskampe i marts for Danmark, sagde Flemming Berg til Mohammad Daramy.

Mo med den eftertragtede danske landsholdstrøje.     Fotos: Ole Mik

Mo med den eftertragtede danske landsholdstrøje. Fotos: Ole Mik

menu
menu