Ny formand i Hvidovre Fodbold A/S

Ny formand i Hvidovre Fodbold A/S

Den kendte Hvidovreborger, 59-årige Lars Cramer-Larsen træder til, og har store ambitioner

FODBOLD: Hvidovre Fodbold A/S har stået uden formand siden Martin Krogh Jensens alt for tidlige død tilbage i oktober sidste år. Nu er personen, der skal stå i fronten for den professionelle afdelings bestyrelse, på plads og valget er faldet på det tidligere bestyrelsesmedlem i moderklubben, en kendt Hvidovreborger, Lars Cramer-Larsen.

Den 59 årige officer der til daglig er ansat ved forsvaret, er født og opvokset i Hvidovre og har været med i HIF på bestyrelsesplan i næsten 20 år, både som menigt medlem, sekretær, næstformand og med rollen som bindeled til den professionelle afdeling. Derud over har han siddet næsten 10 år i Idrætsrådet Hvidovre. De sidste to år har han været formand for Hovedbestyrelsen for Hvidovre Idrætsforening

Han har nu overtaget formandsposten ovenpå et turbulent år.

- Jeg glæder mig meget til at komme i gang med det hårde arbejde som formand for Hvidovre Fodbold A/S, siger Lars Cramer Larsen. - Her kan jeg dog ikke undlade at nævne 2021 som har været en rutsjebane-tur for HIF familien, hvor vi både har været helt oppe og helt i bund. Sportsligt har man ikke kunne sætte en finger på det spillerne og trænerteamet har leveret i kalenderåret 2021, hvor man vandt nedrykningspillet og sluttede året af med en pokalkvartfinale, samt nu til at overvintre på en flot 2. plads i grundspillet i NordicBetligaen.

- Desværre har året også været præget af at vi mistede tre store kapaciteter og personligheder i Niels Nielsen, Michael Christensen og senest Martin Krogh-Jensen, der ikke er blandt os længere. Det har i den grad påvirket os alle, men det har også betydet at vi har gjort det vi altid har gjort når det har været hårdt, - vi er rykket tæt sammen og vi har i Niels, Michael og Martins ånd holdt fokus på at komme videre for HIF, understreger Lars Cramer-Larsen.

Har ambitioner

Den nytiltrådte formand har ambitioner for klubben, hvor det organisatoriske over en periode skal have et løft for at understøtte struktur og målsætninger, således der kan udvikles videre på det sportslige.

-Sportsligt har vi jo gjort det fantastisk og vi har nu et super udgangspunkt for forårets slutspil om oprykning til Superligaen, som vi ser meget frem til. Vi skal nu kigge på, hvordan vi forbedre os på de ting som foregår uden for banen. Den daglige styring vil fortsætte under direktør Kim Madsens ledelse som hidtil og sammen med sports/sponsorchef Peter Lassen og cheftræner Per Frandsen. De har alle leveret et fantastisk stykke arbejde, ikke mindst sammen med de mange frivillige, på kampdagen og i dagligdagen, - ingen nævnt, ingen glemt. Men her ser jeg gerne, at vi som sagt begynder at bygge på. Vi har allerede aftalt at tilknytte yderligere en person i salgsafdelingen, og så skal vi fremadrettet, blive bedre på det kommunikative og på eventdelen. Vi vil gerne tiltrække flere familier til stadion og give så mange som muligt, en god oplevelse med at gå til fodbold. Vi kan allerede se hvordan vi i efteråret har fået flere på stadion, og det er fantastisk at opleve den stemning som både fanklubben og tilskuerne giver på stadion; - det håber jeg vi kan fortsætte med.

Samme mønster

Selvom HIF ligger i en historisk god position bliver det ikke pillet ved det sportslige setup, eller truppen frem mod foråret.

- Den trup vi har nu, sammen med træneren og hans team, har gjort det over al forventning, og vi mener at de er fuldt ud i stand til at tage kampen op og gøre sig gældende i forårets kampe om oprykning. Selvfølgelig kan der komme skader osv., men som udgangspunkt skal vi hverken have nogen ud eller ind.

- Det samme gør sig gældende hvis miraklet skulle ske og vi rent faktisk rykker op i landets bedste række. Sker det, kommer man heller ikke til at se en klub der kommer til at købe sig ihjel og skifte 22 mand. Den vej vil vi ikke gå!

- Den sportslige udvikling skal ske efter samme mønster som hidtil hvor vi hele tiden bygger på indenfor de rammer og midler vi har. Det er vores faste målsætning at HIF skal være et top 16 hold i Danmark. Vi ved hvad vi gerne vil, og med det fokus, fastsætter vi vores strategi og målsætninger og handlingsplan. Vi er fokuseret og målrettet, men vi er også bevidste om at vi til sommer kan være rykket op i Superligaen. Sker det, må vi skifte til overhalingsbanen og tage den udfordring det giver. Det kunne jo være smukt i 2025 at fejre HIF's 100 års jubilæum med superliga fodbold, og vi skal da også snakke med de andre klubber i HIF familien om hvordan vi ellers markerer den store dag i 2025. Til det projekt kommer vi til at række ud og bede om varme hænder til at hjælpe os med at gøre denne begivenhed til en fest for hele Hvidovre.

På det sportslige område håber formanden, at man kan bygge videre på det flotte arbejde der bliver lagt i HIF Fodboldafdelings Talentakademi:

- Vi vil meget gerne gøre mere omkring vores talentudvikling og vise vores unge drenge at vi tror på dem. Her vil en konkret ting, som at skrive ungdomskontrakter med talenter fra akademiet, være noget vi begynder at overveje igen. Vi skal fortsætte det gode mix af unge og gamle i vores setup, og det er vigtigt at spillere som Frederik Carlsen, Marc Nielsen, Christopher Østberg, Nickals Halse m.fl. fortsat vil kunne gå fra vores ungdomshold og ind på vores 1. hold i fremtiden. Her er fuldtidsansættelsen af Christian Grønbæk, der både er assistent på divisionsholdet, talentchef, samt sidder i administrationen i moderklubben, et godt eksempel på hvordan man optimere samarbejdet, slutter Hvidovre Fodbolds nye formand Lars Cramer-Larsen.

karsten@hvidovreavis.dk

menu
menu