Nyt venteområde slår dørene op

Nyt venteområde slår dørene op

I slutningen af februar blev det nye modtagelses- og venteområde for Endokrinologisk Daghospital og Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling taget i brug. De lyse omgivelser og lettere adgang gør det nemmere og rarere for både patienter og personale

Store fotos af en ældre mand på kondicykel, og unge mennesker i et svømmebassin bryder den ene væg i det nye modtagelses- og venteområde.

- Vi har fået mange positive kommentarer fra både personale og patienter omkring de store billeder. De viser genoptræning af aktive, glade patienter, der træner forskellige øvelser og aktiviteter, siger Jette Christensen, som er ledende fysio- og ergoterapeut.

Pladerne, som billederne er trykt på, er akustikplader, som ud over at se flotte ud, også har en praktisk funktion ved at skabe bedre lydforhold i det nye, store, åbne lokale.

Mere dagslys ind i bygningen

Der var lagt op til fejring, da de to afdelinger fredag den 1. marts holdt reception og indvielse af deres nye fælles modtagelses- og venteområde.

- Det er altid en fornøjelse at kunne byde velkommen her i de lyse omgivelser. Vi fra Direktionen ønsker stort tillykke med den nye, flotte fællesmodtagelse og håber, at den vil være til glæde og gavn for både patienter og medarbejdere, sagde Janne Elsborg, som er vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital, i sin åbningstale.

I ombygningen er der lagt særligt fokus på, at modtagelserne skal være lette at finde, og at personalet er synligt. Derudover er dagslyset blevet lukket indenfor til gavn for flere. Før var gårdhaven omgivet af kontorer, og lyset slap derfor aldrig længere ind i bygningen til fællesarealer og gange.

Nu er de massive vægge fjernet, og det gør, at dagslys fra gårdhaven kan trænge helt ind i bygningen og patienterne kan samtidig gå ud i gården og trække frisk luft, mens de venter.

- Det er virkelig dejligt, at modtagelses- og venteområdet er blevet åbnet op og blevet mere lyst, siger Charlotte Honoré Oldendow-Jantzen, som er ledende lægesekretær i Medicinsk Enhed, hvor Endokrinologisk Daghospital hører under.

Og hendes kollega fra Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling tilslutter sig:

- Jeg synes, det er blevet rigtigt flot, lyst og åbent. Jeg håber, at patienterne føler sig ventet og velkommen, siger Jette Christensen.

En af mange

Arbejdet med at skabe mere indbydende omgivelser i hospitalets ambulatorieetage har været i gang længe. Efter planen skal alle hospitalets patientmodtagelser ombygges, så de bliver lettere at finde, gør personalet mere synligt og bringer mere dagslys ind i den ellers kælderlignende ambulatorieetage.

Efter: Nu er modtagelserne hevet helt frem og kan tydeligt ses ude fra hospitalets centrale midtergang.

Efter: Nu er modtagelserne hevet helt frem og kan tydeligt ses ude fra hospitalets centrale midtergang.

menu
menu