Nytårskoncert i Kometen med fire topsolister

Nytårskoncert i Kometen med fire topsolister

Flot program med Gert Henning-Jensen, Annette Heick, Lisbeth Kjærulff, Michael Carøe og Promenadeorkestret

Så er programmet til den traditionelle nytårskoncert 2020 i Kometen fastlagt til fredag den 10. januar kl. 19.00, og det bliver igen med fire topsolister og det 16 mand store Promenadeorkester under ledelse af Bjørn Hyrup.

Bemærk - nytårskoncerten finder sted FREDAG AFTEN, og datoen er rigtig. (Det er ikke onsdag, som vi beklageligvis fik skrevet ved en korrekturfejl i sidste ugens avis).

De medvirkende solister i år 2020, - er bl.a. en af vore førende operasangere Gert Henning-Jensen, der lige nu har kæmpesucces som prinsen i Det Kgl. Teaters opsætning af operaen “Snedronningen”. Han behøver næppe en nærmere præsentation, har bl.a. sunget tenorpartier på Metropolitan Operaen i New York og La Scala i Milano. Men er også kendt for at kunne gå ind i et ensemble omkring musicals, operetter og show.

På spindesiden får vi et gensyn med Annette Heick, humørbomben, der er i de senere år har ydet flotte toppræstationer i revy, teater og ikke mindst musicals som “My Fair Lady” og “Wicked” på Det Ny Teater. Desuden kommer den altid sprudlende Lisbeth Kjærulff, uddannet operasangerinde, men i de seneste år også berømmet for sin musicalmedvirken, bl.a. som Maria i “Sound of Music” og Christine i “Phantom”, samt i teaterroller og ikke mindst revy, hvor fik “Årets Talentpris” i Charlie Revy Galla.

Endelig får arrangørerne et længe ønske opfyldt med entertaineren, sangeren og komikeren Michael Carøes medvirken for første gang. Den populære crooner og TV-vært vil uden tvivl skabe stemning med sine Frank Sinatra-melodier og duetter med de øvrige..

Om billetsalget

Bag arrangementet står som sædvanlig Hvidovre Lions, Hvidovre Musikskole og Hvidovre Avis, og billetprisen er den samme som tidligere år, kr. 325,- for nummereret sideplads, et glas champagne og kransekage og god nytårssnak i foyeren og caféen.

Billetsalget åbner dog først på næste torsdag den 14. november kl. 9.00 på Hvidovre Avis’ ekspedition, Hvidovrevej 301. Nærmere info kan fås hos red. Niels Erik Madsen på tlf. 28 35 12 87.

menu
menu