Oprykningschampagne helt UDEN bobler...

Oprykningschampagne
helt UDEN bobler...

KEVIN ARILDTOFT MOER, journalist, og træner for HIF`s håndboldherrer, der forleden rykkede op i 2 division, - selvfølgelig uden champagne og festivitas -, giver i denne kommentar udtryk for sine umiddelbare tanker, både omkring det sportslige og ikke mindst den dybt alvorlige smittesituation:

Magtesløsheden...

CO-VID 19 er en verdensomspændende katastrofe med uendeligt mange ofre på et både direkte og et indirekte plan. Vi står alle sammen fanget i en aldeles ubehagelig og uafklaret situation, med langt flere spørgsmål end vi har svar. Tiden kalder på eftertænksomhed og overvejelser om både stort og småt - både i forhold til globale, regionale og lokale anliggender.

Verden omkring os står i lys lue. Magtesløsheden har denne gang fået et solidt greb om os i den vestlige del af Europa. Det er uvant. Pandemier og dødbringende sygdomme har oftest ramt alle de andre - men sjældent os, og slet ikke os i Danmark.

For mange mennesker er det stadig surrealistisk og utrolig svært at forstå, men vi mærker det alligevel alle sammen hele tiden. Når medierne fyldes op med langhårede diskussioner, pressemøder med mere eller mindre profilerede politikere, men vi møder også begrænsningerne i vores nære og lokale liv. Derfor er det for os alle blevet en del af hverdagen. Men livet går videre, og det skal det også - dog med en ekstra opmærksomhed på de rammer og retningslinjer, som den danske regering og myndigheder udstikker. Men vi er usikre, vi er i tvivl og vores verdensopfattelse skælver en anelse.

Sær oplevelse

For det hold, jeg træner i håndbold, betød udbruddet af CO-VID 19 i Danmark, at vi pludselig blev belønnet med en oprykning til 2. division, selvom der på papiret var tre kampe tilbage på programmet - og de fire øverste positioner i 3. division var stadigvæk i spil. Det var en sær oplevelse. Glædelig men mærkværdig.

Dermed er Hvidovre Kommunes bedste håndboldhold for herrer blandt de 50 bedste hold i Danmark. Herrerne i HIF har tidligere spillet i 2. division for år tilbage, dengang med lidt yngre udgaver af hovedparten af de spillere, der bærer holdet i dag. Vi har arbejdet målrettet for at opnå den oprykning hele sæsonen, og vi var af den klare opfattelse, at vi havde muligheden. Men vi havde aldrig forudset det her forløb.

Isoleret set er vi selvfølgelig både glade og lykkelige for at skulle spille 2. division fra næste sæson (hvornår den så end begynder), men det er en noget speciel fornemmelse at modtage en oprykning pr.mail fra Dansk Håndbold Forbund.

Normalt (og jeg ved godt, at intet er normalt i disse tider) spiller man sig jo til den slags på helt fair vis, hvor to hold står overfor hinanden på et halgulv og duellerer, men sådan blev det ikke denne gang. Vi fik heller ikke lejlighed til at fejre hinanden og klubben ved den obligatoriske fest efterfølgende i omklædningsrummet iført guldhatte, og vi fik heller ikke mulighed for at drikke det sure sprøjt fra den store flaske bobler, der traditionen tro går på omgang ved sådan en fejring. Og set i lyset af den seneste udvikling havde alt det også været dybt uansvarligt og i direkte modstrid med al sund fornuft.

Men alligevel spillede vi kampe og vi trænede, alt imens CO-VID19 sneg sig ind på os. Faktisk var vi ude at spille i den samme hal i Ledøje/Smørum blot dagen efter, at den tidligere landsholdsspiller i fodbold (der senere blev diagnosticeret med CO-VID19), Thomas Kahlenberg fra Hvidovre, havde siddet som tilskuer til en U13-kamp. På det tidspunkt havde Dansk Håndbold Forbund ikke officielt udtrykt bekymring for, at håndboldspillere over det ganske land kunne være ekstraordinært eksponerede i en idræt, hvor kropskontakt og potentiel udveksling af den dråbe-overførbare virus. Det var stadigvæk business as usual i håndbold-Danmark med klappepølser og Laban i højtalerne.

Nu kigger vi fremad og ind i en både svær og spændende udfordring i 2. division. Og det glæder vi os naturligvis til. Normalt plejer spillerne at få en lille måneds ferie oven på sæsonens strabadser, mens trænerteamet lægger opstartsplaner og planlægger stævner, træningskampe og træningsindhold. Nu er nogle af vores spillere i mere eller mindre frivillig CO-VID19-karantæne, mens andre stadigvæk kan få lov til at passe deres job. I det store billede er det selvfølgelig heller ikke væsentligt, hvornår vi kan komme i gang med at træne igen, det er trods alt bare håndbold.

Vi savner hinanden

Men det er alligevel et element i mange menneskers fritid, og en passion, som vi forhåbentlig kan få lejlighed til at genoptage snart igen. Livet i hallerne er for os en vane og et helt naturligt afbræk i hverdagen, hvor vi mødes og hygger os med harpiksklistede fingre. Hos os er der et fast ritual, hvor vi mødes efter torsdagens træning i Dansborghallens navnkundige cafeteria - Grotten, hvor en fast bestanddel af arrangementet udgøres af en fadøl og en toast. Heller ikke denne tradition kan vi holde i hævd i disse tider, og det ville også være aldeles uklogt at gøre det. Men vi savner hinanden og hinandens selskab. Og jeg er sikker på, at der er mange andre Hvidovreborgere, der har det lige sådan med deres sociale omgangskreds og med deres fritidsinteresse, for vi er sociale mennesker, der næres, drives og styrkes af fællesskaber.

Til alle jer vil jeg bare sige, vi er fælles om det her savn - men vi kan klare det, og vi kommer styrkede ud på den anden side, når de meget kompetente mennesker i sundhedssektoren har fået bugt med CO-VID19. Og så håber vi meget på at møde jer i Dansborghallen i den nye sæson til en omgang god, gammeldags fællesskab og håndboldtraditioner på lægterne, når vi byder op til dans i 2. division. Ha’ det godt så længe...

menu
menu