På vej mod historisk god sæson

På vej mod historisk god sæson

Hvidovre Badminton Club klar til at tage fat på spil om oprykning med klubbens tre bedste seniorhold.

BADMINTON: Når Hvidovre Badminton Club den 22. april fejrer 75-års jubilæum, kan det meget vel blive med en massiv sportslig succes som et ekstra krydderi til fejringen.

I weekenden gjaldt det sidste runde i grundspillet for klubbens tre bedste seniorhold, der alle via overbevisende resultater sørgede for et nærmest perfekt udgangspunkt forud for oprykningsspillet til henholdsvis Badmintonligaen, 2. division og 3. division. Og det til trods for, at samtlige hold var afbudsramt på grund af corona og skader.

HBCs førstehold lukkede grundspillet ned med hjemmekamp mod Greve, der efter en relativt kort kamp blev sendt hjem med et nederlag på 8-1. Eneste matchtab faldt i 2. herresingle, hvor Shaun Ekengren blev besejret 20-22 i tredje og afgørende sæt.

I dagene op til kampen havde HBC haft en del udfordringer omkring holdets to normale herresingler: Raul Must og Nicolai Wolf. Førstnævnte var forhindret i at spille kampen på grund af deltagelse i Estland Open, mens Wolf måtte melde afbud grundet en positiv covid-test. Derfor blev Sebastian Bugtrup, der normalt spiller mixeddouble, sat i 1. herresingle og Ekengren hevet op fra 2. holdet. Rokaderne betød samtidig, at HBCs træner Anders Kristiansen måtte sætte sig selv på holdet i 2. herredouble. Den 42-årige debutant, der er tidligere landsholdsspiller, gjorde en god figur og vandt sammen med Patrick Buhl i tre sæt over Greve-parret Tobias Kudsk/Jakob Nyeng.

Oprykningsspil

- Under disse omstændigheder må vi virkelig være tilfredse med 8-1 sejren. Generelt må jeg bare sige, at vores hold indtil videre i denne sæson har været dygtige til at fokusere og præstere. Derfor får vi godt med point med over i oprykningsspillet, hvor der venter fire spændende kampe mod Triton Ålborg, Kolding, Ikast og Viby, fastslår Anders Kristiansen.

Den endelige vinder af oprykningsspillet rykker direkte i Badmintonligaen, mens nr. 2 skal spille ekstra kampe mod nummer næstsidst fra denne sæsons liga, AB fra Århus.

Mens HBCs 1.hold gjorde kort proces mod Greve, så fulgte 2. holdet trop med 11-2 på udebane mod Værløse, mens HBC3 på hjemmebane udraderede Karlslunde med 10-3.

De to HBC-mandskaber har hver spillet syv kampe i Grundspillet - med syv sejre til følge og har vundet langt hovedparten af kampene så overbevisende, at de begge har et fremragende udgangspunkt, når der i den kommende tid tages fat på diverse oprykningskampe.

- Vi kan se, at vores spillere virkelig er i god form. Der trænes meget effektivt i HBC og vi har en bredde i vores klub, som vi er virkelig kan være stolte af, og som selvfølgelig giver grubund for en vis optimisme i forhold til de udfordringer, som vi nu ser frem til at give os i kast med, fastslår Dorthe Ryberg, eliteansvarlig i HBC.

menu
menu