Pas på hinanden og hold afstand i påsken

Pas på hinanden og hold afstand i påsken

- de kommende uger er det ekstra vigtigt, at vi holder fast i de gode vaner, vi har opbygget. Pas på hinanden og hold afstand, bliv hjemme og hav god hygiejne, lyder opfordringen fra borgmester Helle Adelborg.

Ingen ved, hvordan Danmark ser ud efter påskeferien. Men ét er sikkert: Hvis Danmark skal komme godt videre og ud af corona-krisen, er det vigtigt, at danskerne - både i påsken og længere tid endnu - holder ved og bliver ved med at overholde de restriktioner og retningslinjer, der er givet fra myndighedernes side for at begrænse smitte med coronavirus.

- Vi har hørt statsministeren og sundhedsmyndighederne understrege, at det er helt, helt afgørende, at vi nu alle sammen virkelig – og måske endnu mere – holder afstand, bliver hjemme, forebygger smitte ved god håndhygiejne og ved at følge de andre retningslinjer, der er givet, siger borgmester Helle Adelborg.- Derfor vil jeg bede alle borgere i Hvidovre om at holde fast nu. Det er svært, og især over påsken, hvor vi plejer at mødes med venner og familie, og hvor vejret nu ser ud til at blive lunere.

Borgmesteren har netop sendt brev til alle kommunens foreninger om, at det fortsat er forbudt at mødes mere en 10 personer, og at brug af kommunens idrætsfaciliteter vil blive politi-anmeldt. Hun understreger desuden, at kommunens plejecentre og bofællesskaber også stadig er lukket for besøg udefra.

- Vi ofrer alle noget i denne tid, men vi skal tænke på, at vi gør det for vores sundhedsvæsens, de svageste og vores samfunds skyld, fastslår hun. – Jeg bliver stolt og glad, når jeg mærker opbakningen og viljen til at tage ansvar her i Hvidovre, og det skal vi blive ved med.

Kommunen kører i nødberedskab henover påsken og så længe, der er behov for det. Sundhedsplejersker, ergoterapeuter og fysioterapeuter er blevet uddannet til at kunne træde ind i arbejdet på plejecentrene, hvis der bliver brug for flere hænder dér, og der er etableret nødpasning i helligdagene til de familier, hvor far og/eller mor arbejder i sundhedssektoren eller andre samfundskritiske funktioner.

Hvidovre.dk og Hvidovre Kommunes facebook-side bliver løbende opdateret med information til borgerne om kommunens drift i situationen med coronasmitte og om, hvordan de skal forholde sig.

- Vi venter alle på regeringens udmeldinger om en mulig gradvis åbning af vores aktiviteter efter påske. Når den kommer, vil vi opfordre alle til at orientere sig på hvidovre.dk., slutter borgmesteren.

Hold vanerne - vask hænder

Hold vanerne - vask hænder

Hold afstand

Hold afstand

menu
menu