PENGE ER KUN PAPIR!

PENGE ER KUN PAPIR!

I Hvidovre Avis den 8. november skriver Socialistisk Folkepartis spidskandidat Anders Wolf Andresen (AWA) et ganske udmærket indlæg om partiets visioner for Hvidovre. Det er mange sympatiske forslag i indlægget: Max. 24 elever i klasserne, tryghed i ældreplejen, overdækning af Holbækmotorvejen, metro til Hvidovre, begunstigelse af cyklisterne osv. osv. Det er egentlig svært at være uenig.

Efterfølgende blev indlægget delt på Facebook-gruppen ”2650 Hvidovre, Lokalpolitisk side”, der har næsten 2.000 medlemmer, hvortil en Hvidovre-borger spørger ”Hvor skal pengene komme fra?” Det efterfølgende svar fra SF's regionsrådskandidat, Stine Roldgaard, var: ”Penge er kun papir...”. Og her knækker filmen så for mig som konservativ kandidat. Vi tager den lige igen: ”Penge er kun papir…”. Umiddelbart en god vittighed, men nej. Er det virkelig det syn, SF har på vores fælles skattekroner? At det kun er papir? SF’ kandidater lader os åbenbart forstå, at penge og finansiering er en mindre detalje i driften af en kommune. SF har så tydeligvis ikke forstået, at kommunens dygtige og engagerede medarbejdere og mange hårdtarbejdende leverandører gerne vil have penge som betaling for deres ydelser – ikke papir.

Jeg er udmærket klar over, at SF kun sjældent har kunnet redegøre for, hvordan de vil finansiere deres mange løfter – men at udvise så eklatant mangel på respekt for vores fælles hårdt tjente penge er rystende. Vi er flere, som gentagne gange har efterlyst finansiering til SF’s mange forslag. En klassekvotient på max 24 koster ifølge forvaltningen (og SF selv) ca. 25 mio. kr. Med et foreløbigt budgetunderskud på ca. 75 mio. for 2017-2019 (kilde: Hvidovre Kommune, Budget 2018) skal SF altså først finde ca. 100 mio. i 2018 – dertil alle deres andre forslag. En gang imellem har vi da fået et lille pip om at kommuneskatten bare kan hæves – men hvor mange gange skal vi høre at skatten bare kan hæves? Hvor meget skal den hæves?

At SF i selv samme indlæg så samtidig tror at vores samfund kan hænge sammen uden biler er utopi. SF forstår tydeligvis ikke at mange børnefamilier er dybt afhængige af en bil i hverdagen, ligesom SF’ spidskandidat demonstrerer total mangel på indsigt i den teknologiske udvikling, hvor miljøvenlige, støjsvage el-biler vil være hverdag om 5-10 år. Alligevel slår man til lyd for, at vores transportmuligheder skal begrænses til cykler og kollektiv trafik. Men når det kommer til vedligeholdelse af de selvsamme veje, som de mange cyklister skal køre på, så har samme regionsrådskandidat, Stine Roldgaard, tidligere meldt ud i samme Facebook-gruppe, at ”hvis der er huller i vejene, så må cyklisterne bare se sig for…” Sikke en respekt man her udviser for borgerne! Man vil have borgerne op på de tohjulede og bruge rugbrødsmotoren, men man vil ikke skabe forudsætningerne herfor. Personligt er jeg af den holdning, at vejene er helt essentielle for at vores samfund fungerer – manglende vedligeholdelse kan have store sikkerhedsmæssige og personlige konsekvenser for især cyklister. Læg dertil de økonomiske omkostninger, der blot øges når man har efterslæb på vedligeholdelse af vejnettet – det ser vi bl.a. hos vores naboer i Københavns Kommune, der kæmper med et stort efterslæb i disse år.

Hos Det Konservative Folkeparti har vi en klar målsætning om at indtægter og udgifter skal balancere – vi vil om nogen gerne være med til at gennemføre en række af de ellers meget fornuftige forslag. Men vi vil ikke være med til at gældsætte fremtidige generationer som SF tydeligvis kommer til, hvis de får magt som de har agt. Jeg har med interesse fulgt Høje Taastrup Kommune de seneste år, herunder Michael Zieglers aktive erhvervspolitik. I runde tal har det medført ca. 50 mio. kr. ekstra i selskabsskatteindtægter for kommunen og 6.000 nye arbejdspladser med tilhørende tilflyttere og medfølgende skatteindtægter. Og ja, Høje Taastrup er en anden kommune med en anden beliggenhed og andre muligheder. Men hvis vi i Hvidovre ikke engang formår at lægge en aktiv erhvervsstrategi og eksekvere på den i forhold til at få skabt vækst og indtægter til kommunekassen, så forbliver de mange løfter kun luftkasteller. Vi hos de konservative har klare visioner om at skabe vækst og indtægter til kommunen og dermed skabe råderum til at gennemføre reelle forbedringer på den fælles velfærd – uden at gældsætte kommunen eller bruge af kassebeholdningen.

Kære Socialistisk Folkeparti, jeg er rystet over jeres holdning til cyklisternes sikkerhed. Men manglen på respekt for borgernes penge tager alligevel førstepladsen denne gang. Og at I konsekvent undlader at give vælgerne svar på, hvordan jeres finansiering hænger sammen gør det ikke meget bedre. I aner ikke, hvordan I vil finansiere jeres forslag, og I har slet ikke realitetssans nok til at indse, at der et efterslæb på de kommunale budgetter. Økonomi og regninger, der skal betales, er tilsyneladende ikke noget, der optager SF’ kandidater i Hvidovre. Men penge er jo også kun papir…

Pernille Dupont

Konservativ kandidat til KV17

menu
menu