Per Frandsen glæder sig til at fortsætte...

Per Frandsen glæder
sig til at fortsætte...

FODBOLD: Per Frandsen har sat sin underskrift på en ny aftale med Hvidovre Fodbold, så han også står i spidsen for klubbens bedste hold i den kommende sæson.

Den 50 årige tidligere landsholdspiller ser frem til at fortsætte arbejdet med truppen, hvor det i første omgang drejer sig om overlevelse.

- Jeg har været rigtig glad for de første tre år i klubben og glæder mig til at fortsætte, - vi har nogle dejlige mennesker omkring os og et godt mandskab. Vi har måske ikke de bedste betingelser eller lige så stor økonomi som nogle af de andre klubber, men folk knokler virkelig for klubben og hinanden, fortæller Per Frandsen.

At forlængelsen kommer nu, glæder også cheftræneren, der vil gøre alt for at man overlever i ligaen: - Jeg er utrolig glad for den tillid jeg bliver vist, det er altid godt som træner at mærke opbakningen fra ledelsen. Nu skal vi så i gang med at sikre den overlevelse, der gør at vi også spiller i NordicBet Ligaen i næste sæson.

Når den første klare målsætning om overlevelse forhåbentlig er nået, er Frandsens ambition for det næste skridt, at holdet kan etablere sig i midten af tabellen, en målsætning man selvsagt ikke kommer sovende til.

- Spillemæssigt synes jeg, vi har rykket os helt vildt i denne sæson. Der er ikke en kamp, hvor vi går ud og siger "dem kan vi ikke slå", også selvom det er Vejle, så har vi troen på, at vi har evnerne og mulighederne. - Det er få kampe, hvor vi ikke har været bedst i hele kampen eller lange perioder, og vi er så tæt på at få knækket den kode der betyder at ”heldet” tipper over på vores side. Otte ud af de elleve nederlag, har været med et mål og så har vi spillet otte uafgjorte. Med mere kynisme/professionalisme kan jeg finde rigtig mange point rundt omkring, der kunne have gjort, at vi lå højre oppe i tabellen. Det er her vi skal rykke os, hvis vi skal væk fra den streg, og det jeg sikker på af de her drenge vil gøre alt for, slutter Frandsen.

Frandsen overtog cheftrænerposten efter Christian Iversen i 2017, hvor det siden blev til en oprykning og overlevelse i sidste sæson.

ka-ma

menu
menu