Pippi kommer forbi

Pippi kommer forbi

Hvidovre Teaterforening præsenterer familieforestillingen næste fredag i Kometen

Pippi Langstrømpe er en udødelig klassiker: Den kom i 2005 på Unescos liste over bevaringsværdige, kulturelle værker, og alle børn fortjener at lære Pippi at kende.

Astrid Lindgrens fortællinger om Pippi Langstrømpe, skabt i 1945, er kendt og elsket i hele verden blandt mange generationer, og den vidunderlige Pippi er stadig mange børns heltinde. Hun tør vende de voksnes mærkelige regler på hovedet, og hun er verdens stærkeste pige. Pippis fantasi er også stærk og levende, og det er godt, når man har en mor i himlen, en far, der er sørøver og en Frk. Prysselius, der vil sende én på børnehjem.

Denne version af Pippi Langstrømpe er livlig, men også tilsat et strejf af alvor, der ikke skjuler, at Pippi savner sine forældre. Forestillingen byder på et genhør med Georg Riedels skønne melodier, som huskes fra tv-serien fra 1968. Folketeatret kommer med et vidunderligt ensemble, så I kan kun glæde jer til denne skønne familieforestilling.

– Vi er stolte af i Hvidovre Teater, at kunne præsentere denne vidunderlige familieforestilling “Pippi Langstrømpe”. Denne skøre og morsomme forestilling spiller fredag den 3. december kl. 18.00 i “Kometen”, Hvidovrevej nr. 280. Skynd dig, at købe billet enten på tlf. 36 49 66 06 onsdag og torsdag ml. kl. 10- 15, eller på hjemmesiden hvt.billetexpressen.dk; du kan også prøve at tage chancen, og komme i døren en 1/2 time før forestillingen og købe billet. Vi mødes på “Kometen”, siger Peter Thybo.

menu
menu