Puttehønen og -hanen

Puttehønen og -hanen

Et strikke- og hækleprojekt til glæde for børn

Alle kan have brug for en strikket ven. Puttehønen og Puttehanen er et nyt projekt hvor flittige hænder strikker og hækler små, søde høns og haner til børn, der har brug for en lille blød fugleven i en svær tid.

I samarbejde med lokale garnbutikker over hele landet har Filcolana sammen med strikdesigner Annette Danielsen og hækledesigner Rachel Søgaard igangsat et hyggeligt, lille projekt, hvor der skal strikkes søde høns og hækles fine haner.

Lige nu har vi en stor bunke garn og opskrifterne til den søde høne og den fine hane, men vi har brug for hænder, der har lyst til at sætte gang i pinde og nåle og lave uldne fugle til glæde for børn.

Konceptet er kort og godt

Man kan hente garn og opskrift til enten Puttehønen eller Puttehanen hos Strikkestedet på Hvidovrevej 324.

Man strikker hønen eller hækler hanen og returnerer den til butikken.

Fuglene bliver derefter aflevereret til Røde Kors.

Røde Kors fordeler fuglevennerne, til børn der har særligt brug for en lille ven. Det kan være til børn af voldsudsatte kvinder i tiden efter et ophold på krisecenter, til børn der søger asyl i Danmark eller til børn af indsatte i fængslerne. Alle små, strikkede eller hæklede fugle kommer til at vække glæde hos et barn.

Strikkere og hæklere, der selv har garn i overskud, er selvfølgelig velkomne til at strikke og hækle af det. Opskrifterne til Puttehønen og Puttehanen ligger derfor også til fri download på filcolana.dk.

Filcolana sponserer garn, Annette Danielsen har designet Puttehønen og Rachel Søgaard har designet Puttehanen. De lokale garnforretninger hjælper til med uddeling af garn og indsamling af de færdige fuglevenner. Og du, som strikker eller hækler, kan hjælpe med at strikke og hækle en fugleven.

I Hvidovre kan du hente garn og opskrift og aflevere høns og haner hos Strikkestedet, Hvidovrevej 324.

menu
menu