Ridecenter er bekymret for fremtiden

Ridecenter er bekymret for fremtiden

Hvidovre-Avedøre Rideklub står med et alvorligt problem, hvis en ombygning af ridecentret ikke tager højde for, at centret har brug for plads til andet end ponyer - og at mange medlemmer udelukkende kan ride på heste

En hest er ikke bare en hest. De store firbenede dyr findes i forskellige størrelser og har derfor forskellige pladsbehov.

Netop dyrevelfærd og hestenes plads i deres stald er noget, som den nye hestelov, der træder i kraft den 1. januar 2020, skal sikre. Men hvordan Avedøre Ridecenter kommer til at leve op til kravene i hesteloven, ved Hvidovre-Avedøre Rideklubs medlemmer og bestyrelse på nuværende tidspunkt ikke så meget om. Bort set fra, at der i årets kommunale budget blev afsat 1 mio. kr., så ridecentret kan leve op til hestelovens krav i 2020.

Uvisheden bekymrer imidlertid brugerne af ridecentret, fordi de frygter, at de planlagte ændringer ikke vil sikre, at alle centrets nuværende heste fortsat kan stå i centrets stalde.

Kun plads til ponyer

Primært handler det om, at det er afgørende, at der bygges om, så der også i fremtiden kan være plads til andet end ponyer i centrets stalde.

- Vi har dybest set været bekymret siden 2015, hvor der første gang kom meldinger om en ny hestelov, fortæller Birte Engelsmann, der er frivillig konsulent for ridecentret og igennem stort set hele sit liv har været tilknyttet ridemiljøet i Avedøre Landsby.

Hvidovre-Avedøre Rideklubs formand, Rikke Nielsen, er ligeledes bekymret.

- Vi har selv fået udarbejdet et kvalificeret bud på, hvad der skal gøres ved bygningerne, hvis de skal leve op til kravene i hesteloven. Det har vi præsenteret for kommunen og har forklaret, at vi med den kommende lov faktisk ikke må have den slags heste stående, som vi har, siger hun.

Halvering af medlemmer

Foreløbig har klubben dog ikke fået et konkret svar fra Hvidovre Kommune, og viser klubbens bekymring sig at blive virkelighed, kan det få store konsekvenser for rigtig mange borgere, der af forskellige årsager ikke kan ride på ponyer.

- Hvis der ikke er taget højde for, at heste skal have mere plads end ponyer, skal vi sige farvel til de store heste, og det betyder farvel til handicapridning, voltigering, voksenmedlemmer og store teenagere, der ikke kan ride på ponyer, siger Rikke Nielsen.

Formanden skønner, at det vil betyde en halvering i klubbens antal af medlemmer. Hun tilføjer desuden, at usikkerheden over fremtiden har betydet, at klubben har stoppet for optaget af nye medlemmer.

- Vi kan ikke retfærdiggøre, at man skal stå på venteliste i årevis for at komme til at ride. Det er hårdt, at fortælle borgere i Hvidovre, at deres børn ikke kan benytte den lokale rideskole på grund af overbookning og at vi må henvise dem til omegnsrideklubberne i Brøndby, Glostrup, Albertslund og Vallensbæk, lyder det fra Rikke Nielsen.key

Hvidovre Avis har spurgt Hvidovre Kommune, hvor langt planerne er med at leve op til hesteloven, og om der er taget højde for, at Avedøre Ridecenter også har heste. Det har ikke foreløbig været muligt at få svar på spørgsmålene, men Hvidovre Kommune har meldt ud, at der vil komme svar i næste uge.

Birte Engelsmann: - Det er afgørende at vi får bygget om...

Birte Engelsmann: - Det er afgørende at vi får bygget om...

Formand for rideklubben Rikke Nielsen efterlyser konkret svar fra kommunen.

Formand for rideklubben Rikke Nielsen efterlyser konkret svar fra kommunen.

menu
menu