Rosenkåring, musik, hygge og haveinfo i søndags

Rosenkåring, musik, hygge og haveinfo i søndags

Valbyparken dannede igen ramme om den store, årlige havefest Fokus på haven & Rosenkåring i søndags, hvor vejret viste sig for sin mest velegnede side: ikke for varmt og ingen regn, men som flere sagde: “dejligt, at det lufter lidt”.

Dorthe Sørensen Eren (th), som er udvalgssekretær for Valby Lokaludvalg, stod for dagens rosenkåring og sagde bl.a. i sin tale:

“Arrangementet i dag emmer af ro, fordybelse og glæde ved naturens rigdom i form af blandt andet Rosenhavens tusinder af smukke blomster, som byder sig til i al deres rene og skære skønhed.”.

Tid til fordybelse var der i flere timer, hvor 2-3000 besøgende indsnusede de skønneste rosendufte til lyden af Trine og Josefine Opsahl meditative musik fremfør på hhv. harpe og cello, og inden finalen, hvor Gasoline rock band gav den fuld gas, hvilket bogstaveligt talt fik flere blandt publikum op på dupperne.

Temahaveområdet var indtaget af bl.a. Dahliaselskabet, Naturplanteskolen, Bybi, Grøn Hverdag og mange andre, der var workshop for børn, hvor man kunne lave sin egen mini-have og få den med hjem, og legepiloten Palle Krabbe var kommet helt fra Fyn med sin transportable kælkebakke, som skabte kødannelse midt i sommervarmen, hvor alle børn skulle mærke suset i håret og kildren i maven på vej ned ad bakken på både bobslæder og snowboards.

Inden selve kåringen af årets rosenskønheder fandt sted, takkede Dorthe Sørensen Eren de mange frivillige, som bemandede temahaveområdet og Rosenselskabets mange frivillige medlemmer, som havde nok at se til dagen igennem med de mange, interesserede mennesker, som kom forbi og stillede spørgsmål om rosers sundhed og biologisk bekæmpelse af rosensygdomme.

Der blev afgivet i alt 1.764 stemmer, og vinderroserne blev:

Hvid rose: “Morten Korch” med 159 stemmer

Gul rose: “Lady of Shalott” med 158 stemmer

Rød rose: “Hot Chocolate” med 105 stemmer

Juli måneds vinderrose blev den røde rose “Too Hot to Handle”.

Dagen sluttede med et brag af en rockkoncert med Gasoline - det fem kvinder stærke band, som satte ny strøm til Gasolins udødelige sange og musik, så det var svært ikke at rokke med, og en del publikummer indtog græstæppet foran scenen og dansede med.

Medarbejderne fra Byens Drift, som havde været på arbejde fra tidligt om morgenen kunne glæde sig over, at Fokus på Haven & Rosenkåring for 21. år i træk havde været en vellykket og dejlig dag.

Der var fuldt hus i Valbyparken i søndags.

Der var fuldt hus i Valbyparken i søndags.

Havefest i Rosenhaven i valbyparken med rosenkåring og gratis koncert søndag den 4. august 2019

Havefest i Rosenhaven i valbyparken med rosenkåring og gratis koncert søndag den 4. august 2019

menu
menu