SF´s blinde øje!

SF´s blinde øje!

Jeg medgiver gerne at kommunikationen til foreningerne kunne have været bedre, men det må vi gøre noget ved fremadrettet”.

Sådan skrev SF’eren Anders Wolff Andresen i avisen, som er det første af Bymidteudvalgets menige medlemmer, som har trukket hovedet ud af busken og med åben pande svarer på den massive kritik af udvalgets metoder i Risbjerggårdsagen. Som om det handlede om et simpelt kommunikationsproblem.

Kommunens særegne fremgangsmåde i hele bymidtesagen har været velbeskrevet her i avisen lige fra det første borgermøde for en snæver kreds for fire år siden. Den gang skulle foreningerne og Risbjerggårds brugere beskæftiges med nogle såkaldt midlertidige aktiviteter” ude i en Foreningsby” bestående af nogle spændende skurvogne. Samtidig skulle forvaltningerne og eksterne arkitekter stå for planlægningen af den nye bymidte. Det var bluff, - foreningsbyen” kom aldrig.

Javel, der blev holdt nogle borgermøder under vejs om de store linjer i helhedsplanen, med løfter om at kommunen skulle passe på Hvidovres DNA og den særligeHvidovre-identitet”, som især foreningskulturen var garant for. Efterhånden som vi nærmede os den faktiske udformning og brugen og driften af det nye Kulturhus, blev kortene imidlertid holdt tæt til kroppen. Så var det en snæver politisk kreds omkring Bymidteudvalget, som digtede et byggeprogram” i et tæt samarbejde med de professionelle og - gæt hvem: Teater Vestvolden. Et byggeprogram helt uden kortlægning af brugernes konkrete pladsbehov eller hensyntagen til almindelige Hvidovreborgeres (forbudte?) følelser for at Risbjerggård-bygningen har en stor bevaringsværdi. Det tendentiøse Byggeprogram” afgjorde udfaldet af den endelige arkitektkonkurrence. Dermed blev navnet Risbjerggård afskaffet. Kulturgården” endte som et kommunalt styret teaterhus, hvor nogle foreninger kan passes ind, når der er plads.

Ingen har været imod at flytte Teater Vestvolden op som en styrkelse af bymidten. Men det er de færreste der, som SF, er totalt blinde for den åbenlyse manøvre, der går ud på at bruge egnsteatret som politisk brækstang og gøgeunge” for at presse livet ud af de stolte traditioner og det værdifulde foreningsmiljø på Risbjerggård. For foreningerne og for borgerne er netop salen den mest brugbare og historisk værdifulde del af huset. Den rives nu ned for at sætte trumf på.

Under dække af et såkaldt byggeprogram” udspiller der sig en jernhård kulturkamp om Hvidovres bymidte. På den ene side det private - det folkelige - det civile foreningsinitiativ - og på den anden side et mere åndsforladt kommunalt topstyret, institutionspræget og pengekrævende kulturliv, som vi har ret meget af i forvejen. Det perspektiv er SF åbenbart også blind for?

menu
menu