Sportsfolk og spejdere bliver hædret i Kometen

Sportsfolk og spejdere bliver hædret i Kometen

Næste onsdag bliver over hundrede lokale helte inden for idræt og udeliv hyldet, og en række særlige priser bliver overrakt

Den årlige hædring af Hvidovres dygtige og engagerede sportsfolk og spejdere finder sted i Kometen på onsdag den 18. maj, og i år er i alt ca. 400 lokale helte og deres familier inviteret til begivenheden. Her hylder kommunen sammen med publikum, Idrætsrådet og Samrådet for frivillige børne- og ungdomsorganisationer i Hvidovre de udøvere, ledere og trænere, der i 2021 har opnået særligt flotte resultater, og en række særlige priser vil blive uddelt. I alt er otte kandidater i år blevet nomineret til lederpriserne, og det er:

Jens Færgemann fra Hvidovre Attack Floorball Club, Carsten Werge fra Hvidovre Badminton Club og Henrik Rasmussen fra Hvidovre Basketball Klub til prisen som Årets Idrætsleder 2021.

Til årets Ungdomsidrætsleder 2021 er de nominerede: Rebecca Thorup fra Hvidovre Badminton Club og Patrick Birkner fra Hvidovre Attack Floorball Club, og til prisen Årets Spejderleder 2021 er de nominerede: Rasmus Spedtsberg fra KFUM-Spejderne Hvidovre Syd Gruppe, Frederik Bent Jensen og William Johansson fra Hvidovrespejderne og Hvidovre Søspejderes samlede ledergruppe bestående af Emil Jäpelt, Hjalmar Rud Nielsen, Erik Magnus Belhage, Ines Hartmann, Jesper Kraak, Johan Sandvik Andreasen, Kristoffer Hertz, Line Jandrup Jørgensen, Vichtor Lauesen, Lasse Suhr, Rikke Harpøth, Lise Bennedsgaard Hagen, Naja Mølle Lindelof og Rasmus Foss Gerhardt.

Desuden skal der uddeles disse priser til arrangementet i Kometen: Årets Idrætstalent 2021, Årets Idrætspræstation 2021, Årets Idrætsforening 2021, Særpris 2019 og Særpris 2020. Tre priser er sponsoreret af de lokale virksomheder Dansprint, Hvidovre C og Scandic.

Til idræts- og spejderfesten i Kometen vil Carsten Werge fra Hvidovre Badminton Club være konferencier. Der vil være videoklip fra foreningerne, underholdning og taler af bl.a. borgmester Anders Wolf Andresen og formand for Kultur og Fritidsudvalget Kenneth Bak.

Alle idrætsforeninger og spejdergrupper i Hvidovre er inviteret til at deltage i festen.

menu
menu