Stop heksen på Volden

Stop heksen på Volden

Årets befæstningsdag på Vestvolden med masser af aktiviteter for hele familien på søndag

På søndag den 30. september kl. 10.00-14.00 afholdes der igen Københavns Befæstningsdag - og Vestvolden er som altid fuld af liv og mange aktiviteter på dagen!

Mystikken breder sig på Vestvolden til rollespillet “Heksen på Volden”, som er for de 5-12 årige.

Magiske ingredienser, mystiske tegn og hemmelige trylleremser er blot nogle af de ting som deltagerne kan opleve, når de kommer rundt i voldterrænet under rollespillet, der blander både faktuel historie og fiktion. Rollespillet handler om, at hæren har ansat tre hekse til at hjælpe dem i kampen mod fjenden. Men det viser sig, at den ene heks har skumle planer og er begyndt at forhekse soldaterne på volden. Det er nu op til rollespilsdeltagerne at hjælpe med at stoppe den onde heks, så soldaterne kan være klar til kamp hvis fjenden kommer!

Undervejs i spillet vil deltagerne blive udsat for sjove og spændende prøver på Vestvolden, som for eksempel kodetydning, skydning, forhindringsbane og meget mere. På vejen kan de møde forheksede soldater, hjælpsomme gøglere, en bondekone der er glad for bøger og selvfølgelig også hekse - både gode og onde!

Museumsinspektør Katrine Wacherhausen Huusom fra Forstadsmuseet, der er en af arrangørerne, siger:

- Vi ønsker at fodre børnenes fantasi og give dem en fantastisk oplevelse her på Vestvolden. De aktiviteter børnene skal igennem udfordrer både fysikken og hovedet. Samtidig fodrer oplevelsen både nysgerrigheden på historien og området som sådan...

Arrangørerne fortæller, at spillet varer godt og vel en times tid, og der er løbende start mellem kl. 10 og 14, hvor det er sidste chance for at deltage. Det er gratis at være med, og spillet begynder ved den røde barak, der ligger 150 meter nord for bunden af Avedøre Tværvej i Hvidovre.

Fodtøj, der passer til terrænet bliver anbefalet. Der er mulighed for at købe let forplejning i Café Den Tørstige Soldat, der bliver opstillet til dagen ved en røde barak.

“Heksen på volden” er arrangeret af: Brøndby Produktionshøjskole, Forstadsmuseet, God fritid til alle, Hvidovre Bibliotekerne, Hvidovre Lokalhistoriske Selskab og Quark Naturcenter.

Oplev Vestvolden på cykel

Er du interesseret i Vestvoldens historie og frisk på en cykeltur, er der mulighed for at tage på en spændende guidet tur langs volden med museumsinspektør Lisbeth Hollensen fra Forstadsmuseet. På turen vil du bl.a. opleve normalt utilgængelige bygninger som Horsedammens Fredskrudtmagasin. Turen går også forbi det store røde artillerimagasin, der er det eneste bevarede af sin slags på Vestvolden.

Turen starter kl. 11 på voldstien lige syd for Roskildevej i Brøndby, og den slutter ved den røde barak i Avedøre. Turen er gratis og varer cirka to timer, og den kan kun gennemføres på cykel.

...

...

På cykel på Vestvolden

På cykel på Vestvolden

menu
menu