Stor formidlingspris til Hvidovre-borger

Stor formidlingspris
til Hvidovre-borger

Lidt utraditionelt er SCIENCES formidlingspris 2019 givet til en forsker, der har stor gennemslagskraft på de sociale medier. Den 39-årige hollandskfødte professor Marcel Bogers, der er bosat i Hvidovre, har tusindvis af følgere på LinkedIn og Twitter, der for ham giver adgang til diskussioner, mennesker og information, som mere traditionelle kanaler ikke kan hamle op med.

Marcel Bogers er professor i innovation og entreprenørskab og han deler gavmildt ud af sin forskning på sociale medier, hvor han har flere tusinde følgere. Faktisk har han 9.000 følgere på Twitter og over 3.000 på LinkedIn, og så god gennemslagskraft, at han ligger nummer 1 på en liste over de mest bemærkelsesværdige forskere på Twitter og LinkedIn i København. Derfor modtager professor Marcel Bogers fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet dette års SCIENCE Formidlingspris.

Marcel Bogers bruger de forskellige sociale medier til at promovere sin forskning, sine projekter og sine ph.d.-studerende, men også til at dele andre forskeres studier. På den måde oplever han at blive en del af de forskningsmiljøer, der eksisterer online og han er af den klare overbevisning, at det tilfører en anden dimension til hans forskning, end andre kanaler kan give.

- En af mine bedste forskningsartikler startede på Facebook med en diskussion om en konference med en anden forsker, som jeg ikke før havde arbejdet sammen med. Det startede med, at vi halvvejs jokede om, at vi skulle kombinere vores forskningsinteresser, og det endte ud med, at vi sammen lavede en af de bedste forskningsartikler, jeg har lavet. Jeg ved ikke, om det samarbejde var opstået ellers, fortæller Marcel Bogers.

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet uddeler hvert år SCIENCE Formidlingspris til en ansat på fakultetet, der har ydet en ekstraordinær indsats på det formidlingsmæssige område. Marcel Bogers får overrakt SCIENCE Formidlingspris 2019 ved en reception i HCØ-bygningen i Universitetsparken på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet onsdag den 19. december, og med prisen følger 25.000 kr.

Marcel Bogers er professor i innovation og entreprenørskab på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. Han forsker bl.a. i design, organisering og styring af teknologi, innovation og iværksætteri.

menu
menu