TÆNK PÅ DE HANDICAPPEDE OG DE PSYKISK SÅRBARE...

TÆNK PÅ DE HANDICAPPEDE
OG DE PSYKISK SÅRBARE...

Kære kommune!

I skrivende stund er alle landets 98 kommuner i gang med forhandlingerne om, hvor mange penge der må bruges og på hvad i 2021.

Igen i år har medierne bragt historier om konsekvenserne af mange års besparelser. Men det er ikke små besparelser på ubetydelige områder. Det er hver gang historier om massive besparelser på det specialiserede socialområde, på mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende.

Vi henvender os derfor nu på vegne af bevægelsen #enmillionstemmer og gruppen #enmillionstemmer - bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed, der p.t. har 22.000 medlemmer. For de besparelser, som finder sted i alle landets kommuner, handler ikke bare om tal. Bag tallene gemmer sig mennesker – hele familier – der bliver ramt.

Der er tale om menneskers liv, der ikke kan hænge sammen. Mennesker, der ikke kan få helt basal hjælp, så de kan føle sig som en værdig del af vores fælles samfund. Mennesker, der ikke selv kan bestemme, hvor de vil bo. Børn, der bliver nægtet et egnet skoletilbud. Besparelserne trækker en hale af mistillid og mistro efter sig.

Danmark ratificerede i 2009 FN’s Handicapkonvention og påtog sig derved en forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Landets kommuner er derfor forpligtede til at indrette bevillinger, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed kompenseres, så de kan leve deres liv på lige vilkår med den øvrige befolkning i Danmark.

Hvis I ikke har rammerne til at leve op til FN’s Handicapkonvention, vil vi bede jer tage ansvar for jeres borgere med handicap og psykisk sårbarhed ved at henvende jer til regeringen. Lad ikke kampen for gode rammer for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed forblive en kamp mellem borgere og kommuner, som det er i dag. Det er opslidende og nedbrydende både for borgere og medarbejdere. I kan være med til at gøre en forskel.

I dag har ca. 20 % af den danske befolkning et større eller mindre handicap og/eller psykisk sårbarhed. De fleste af dem har pårørende, der hver dag kæmper en kamp for, at deres børn, børnebørn, søskende, forældre og ægtefæller kan få lov til at leve et liv på samme vilkår som alle andre.

Vi håber inderligt, at I vil lytte til vores bøn og prioritere mennesker med handicap og psykisk sårbarhed, når I skal til at forhandle om næste års budgetter.

På vegne af #enmillionstemmer,

Monica Lylloff

monicalylloff@hotmail.com

menu
menu