Tag familien med til havefest

Tag familien med til havefest

Rosenkåring og gratis koncert med Gasoline i Valbyparken

Søndag den 4. august kl. 11-16 er der traditionen tro rosenkåring i Valbyparken, god underholdning og en oplagt anledning til at invitere familie og venner på picnic i Københavns største park. Arrangementet er gratis og åbent for alle, der holder af haver og blomster, grønne oplevelser under åben himmel og inderlig, musikalsk underholdning.

Vær med til at kåre Valbyparkens smukkeste rose

Fra kl. 11-14 kan du i Rosenhaven stemme på de tre smukkeste roser indenfor tre kategorier: En rød, en gul og en hvid rose. Herefter tælles stemmerne sammen, og kl. 15 afsløres det, hvilke tre roser, der løber med årets titel.

Alle der afgiver stemme er også med i lodtrækningen om flotte gaver fra Det Danske Rosenselskab, Grønne Hjem Valby og Koustrup & Co.

Bliv klogere på roserne i Rosenhaven

I Rosenhaven kan du også øse erfaring om alt, der vedrører roser hos Det Danske Rosenselskab og få en rundvisning af rosengartner Gitte Lykke Christensen.

Gå på opdagelse i temahaverne

I Temahaverne kan du bl.a. møde landskabsarkitekt Jane Schul, der fortæller om Den dynamiske have, Signe Hermansen, som kan fortælle om permakultur og om de mere end 80 spiselige planter i Skovhaven. Dahliaselskabet arrangerer kåring af de smukkeste Dahliaer i haven af samme navn, og krydderurtekonerne Nielsen og Nielsen byder sammen med Ishtar - de etniske rødstrømper fra Blågårdsgade - på lækre smagsprøver under overskriften “Et strejf af Mellemøsten”.

Du kan starte dagen med en guidet rundvisning i temahaverne ledsaget af landskabsarkitekt Helle Nebelong, som tilbage i 1996 designede masterplanen for de 17 cirkelrunde haver.

Langs Valbyparkens monumentale allé kan du møde forskellige repræsentanter fra grønne organisationer, ByBi, Naturplanteskolen og Grøn Hverdag

Masser af musik

CPH Opera Festival kommer bogstaveligt talt cyklende forbi i form af Operacyklen, som leverer pop-up forestillinger med kendte arier på den runde plads for enden af Hammelstrupvej midt mellem Rosenhaven og Temahaverne.

I Rosenhaven er der musikalsk underholdning ved Trine og Josefine Opsahl på harpe og cello.

Efter kåringen af årets roser skruer bandet Gasoline op for musikken. Bandet består af fem kvinder, der med høj oktan og rockhjelmen spændt sætter strøm til Gasolins udødelige sange.

Orv, det er osse for børn!

Der er kreativ workshop for børn, hvor de kan bygge deres egen mini-have og tage med hjem.

Foran Rosenhaven er der indrettet kælkebakke, med mulighed for at kælke og mærke suset i maven midt i sommervarmen!

Blomsterkjoler mellem tusinder af roser

Blomsterdekoratør Camilla Tarp, som er medindehaver af gourmet forretningen Cuisine et Florie på Gammel Køge Landevej 22U, har til dagen kreeret syv blomsterkjoler, som kan beundres i Rosenhaven.

Fokus på haven & Rosenkåring er Københavns Kommunes årligt tilbagevendende havefest, og det er gratis at deltage.

Vel mødt i Københavns største, grønne og skønne park med masser af plads og højt til himlen!

Programmet kan downloades på kk.dk/valbyparken

Trine Opsahl underholder på harpe. fotograf: Kelter Photography

Trine Opsahl underholder på harpe. fotograf: Kelter Photography

menu
menu