TAG SÅ SNOTNÆSERNE ALVORLIGT!

TAG SÅ SNOTNÆSERNE ALVORLIGT!

- og tænk forebyggelse med stort F, skriver STINE ROLDGAARD

Steen Ørskov skriver i Hvidovre avis, at en smule snotnæse alene ikke bør være nok til at rejse mistanke om Covid-19 og automatisk hjemsendelse af børn fra dagtilbud. Hermed tager han fat i nogle meget vigtige emner, som altid er relevante i et velfærdssamfund, nemlig FOREBYGGELSE, SUNDHED og OMSORG.

Som sygeplejerske, tidligere børnepasser, bestyrelsesmedlem i et af kommunens dagtilbud og mor til 5, vil jeg gerne ytre mig her. Ikke alene har jeg faglig ballast, jeg har også en mening og mener, at vi som skatteydere og voksne mennesker bør tage et fælles ansvar for vores folkesundhed.

Det er ingen hemmelighed, at CORONAKRISEN har sat gang i mange tanker og alternative måder at leve på, og lige præcis frygten for at blive syg eller at påføre andre mennesker smitte har gennemsyret det meste af vores forår og forsommer.

Jeg er imponeret over og respekterer vores regering for de tiltag, der er lagt for dagen, og ikke mindst den måde vi danskere har taget ansvaret på os.

Jeg har stor medfølelse med dem, der har mistet kære og også alle der har mistet jobs og fået udskudt uddannelse osv. Jeg tror ikke, at nogen er gået helt fri for at mærke effekterne af corona, men jeg bemærker også, at rigtig mange har haft en overvejende positiv oplevelse af hele denne verdensforandring.

Børnene, som har været hjemme fra institutioner og skoler, har oplevet at have mere mor- og far-tid, og det har rigtig mange været glade for. I genopstarten har de nydt godt af corona-minimumsnormeringer og langt mere plads, frisk luft og opmærksomhed fra pædagoger og lærere. Nu er vi ”desværre” ved at være tilbage til normalen, blot med mere fokus på håndvask og rengøring – og så på snotnæser og hoste, som mange mener er et vilkår, der skal accepteres, når man har småbørn….MEN er det nu også det ?

Jeg læste forleden et glimrende interview i Politiken med Søren Brostrøm, hvor overskriften sagde det hele ”Vi skal droppe at gå på arbejde, i vuggestue og i skoler på en Panodil. Bliv hjemme selv ved småsygdom, så undgår vi smittekæder – og ikke kun af corona. Søren Brostrøm håber, at danskerne fremover tager øget hygiejne og isolation ved selv mild sygdom til sig.”

Jeg kunne knap få armene ned. Tænk hvis man af sin leder og kolleger fik at vide, at man var det modsatte af sej, hvis man gik på arbejde med ondt i halsen, på panodil og med snotnæse. Tænk hvis alle som udgangspunkt havde en rekreationsdag efter sygdom, så de ikke smittede eller selv blev smittet igen, når de kom tilbage på arbejde. Tænk hvis flere tog en hjemmearbejdsdag, når der var optræk til noget og de, der ikke kan arbejde hjemme fik lov til at lave noget, der skånede dem.

Vores menneskesyn og vores behov for at se præstationer og produktivitet hele tiden er ikke sundt for os eller kloden. Man skal ikke være Greta Thunberg for at indse det, og heldigvis er vores lokalpolitikere da også mere og mere opmærksomme på, at mange tiltag starter fra bunden og med én selv.

Jeg har stor sympati med den enlige mor, der pga for mange barns sygedage bliver kaldt til samtale på jobbet. Men hvad hvis hun havde generel opbakning, så samtalen ikke gik på at betvivle om hun var sit arbejde værdig, men nærmere om der kunne gøres noget for hende, så hun kunne beholde sin stilling og indtægt samtidig med at hun kunne udfylde sin vigtigste opgave, der hvor hun er virkelig uundværlig, nemlig som mor til et snottet barn.

Jeg har selv naboer til begge sider, der er blevet ringet op med børn, der skulle hentes med symptomer, man for 1 år siden havde trukket på skulderen af og accepteret som ”vuggestuepest” eller snotnæse.

Jeg kan sagtens forstå irritation og manglende overskud fra forældres og arbejdsgiveres side, men da vi ikke er herrer over coronasituationen, og har en regering, der tager ansvar, mener jeg, at det også er på tide at vi tænker længere end til smitteforebyggelse. Vi skal tænke livsstil og tid til alt det, der ikke har med institutioner og arbejde at gøre. Måske betyder det, at vi tjener færre penge, men måske betyder det også, at vi forurener mindre, forbruger mindre og i det hele taget tænker mere over tilværelsen og meningen med livet. Ikke alle vil sige, at meningen med livet er at være mere sammen med dem man elsker. Men de fleste børn vil ikke være i tvivl om, at mere tid med dem de elsker er top prioritet.

Vi skal tage ”snotnæserne” alvorligt og ikke glemme at vores kroppe siger mere end vi forestiller os…vi bør stoppe med automatisk at tørre næser og i stedet gribe ved nældens rod og tænke forebyggelse med stort F.

Stine Roldgaard

Medlem af SF Hvidovre

menu
menu