To vigtige kampe i vente

To vigtige kampe i vente

Bundholdet Skive har gode resultater, så det bliver ikke nemt for HIF – Kan de rødblusede pokal-overraske igen mod Vejle?

FODBOLD: Hvidovres divisionsmandskab kan efterhånden se enden på et anderledes 2020, når man lørdag tager imod bundholdet Skive og tirsdag får besøg af superligaholdet Vejle i Sydbank Pokalen.

Selvom mødet med det stærke Vejle-hold er spændende ovenpå HIF’s pokalsejr mod FC Nordsjælland, må lørdagens kamp mod Skive trods alt ses som den vigtigste af de to kommende hjemmekampe på Pro Ventilation Arena/Hvidovre Stadion.

Uanset at skibonitterne har voldt HIF meget besvær i flere kampe, må HIF vel for første gang nok tage rollen som favoritter. Lige nu har Skive dog sin første sejr tilgode i år, og indtager en isoleret sidsteplads i 1. division.

Dermed ikke sagt at det bliver nogen let opgave for Hvidovre, der i det omvendte opgør for en måned siden, måtte kæmpe hårdt for at få tre point med hjem. Her kom jyderne foran, inden Daniel Stenderup fik sendt HIF til pausen med 1-1. Mikkel Nøhr sikrede HIF en hurtig føring i 2. halvleg, men hjemmeholdet fik udlignet midtvejs i halvlegen. Sebastian Avanzini sikrede i overtiden de tre point med sin første sæsonscoring.

Skive har ikke opgivet håbet, og meget tyder også på at der skal samme fight til, hvis Hvidovre skal tage tre point igen. Gæsterne kommer faktisk med to uafgjorte i de sidste fire kampe, senest da man spillede 0-0 mod HB Køge, inden da blev det til to beskedne 2-1 nederlag mod FC Fredericia og FC Helsingør samt endnu et point mod Vendsyssel FF. Så ingen tvivl om at HIF-mandskabet skal tage kampen meget alvorligt.

Vejlekampen i DR-TV

Tirsdag får Hvidovre så muligheden for at drille endnu et Superligamandskab i Sydbank Pokalen. De to klubber mødte hinanden i tre kampe i sidste sæson, hvor vejlenserne alle tre gange trak sig sejrrigt ud. De to sidste opgør var Hvidovre dog tæt på at overraske med et 5-3 og 1-0 nederlag i 2020. Det er muligt at Vejle har fået nogen superligastyrke, men HIF-holdet lader også til at være stærkere lige nu, så måske?

Opgøret mod Vejle - ottendedelsfinalen – spilles på tirsdag kl. 16.30 og bliver vist direkte på fjernsyn DR1.

ka-ma

menu
menu