Topholdet Viborg blev nedlagt på hjemmebane

Topholdet Viborg blev
nedlagt på hjemmebane

Første HIF-sejr på udebane, efter rigtig flot presspil

FODBOLD: Hvidovre tog til Viborg i søndags som absolutte underdogs, og den rolle udnyttede Per Frandsens mandskab til fulde. NordicBet-ligagens absolutte nummer 1 blev nedlagt på hjemmebane med en 2-0 sejr til Hvidovredrengene.

Der er ingen tvivl om at HIF’s spillere havde en "bitter smag i munden" efter det ufortjente nederlag til Lyngby i sidste uge, hvor holdet spillede en god kamp og skabte mange chancer, men måtte gå fra banen med et dumt 1-0 nederlag. Derfor var det også et sultent HIF-mandskab, der stadig havde en udebanesejr tilgode, som gik på banen i Viborg.

Hjemmeholdet gik ud til opgøret med et sjældent nederlag i bagagen (til Næstved), og fik også presset HIF fra start, hvor keeper Filip Djukic efter få sekunder blev testet i målet, men fik afværget flot.

Pres på Viborg

Men HIF fik langsomt arbejdet sig ind i kampen, med et højt pres der fik rykket spillet længere frem på Viborgs banehalvdel.

Efter 23 minutter kom HIF på tavlen for første gang i foråret. En høj bolden blev sendt ind i feltet til Kim Aabech, der med usvigelig sikkerhed sendte den i mål til 1-0.

Det sidste kvarter af første halvleg var HIF lidt mere presset, og der opstod muligheder til hjemmeholdet, der dog aldrig blev rigtig farlige.

Efter pausen fik Viborg igen lagt tryk på HIF, der dog forsvarede sig særdeles godt, og langsomt fik taget brodden af det aggressive jyske pres.

Efter en times spil fik HIF så en omstilling der, efter hurtigt pasningsspil, endte for fødderne af Frederik Emil Andersen, som efter en dribling, sendte bolden forbi Viborg keeperen til 2-0. Kort efter blev Viborg reduceret til 10 mand da Andreas Albers i frustration over et HIF-frispark sparkede bolden ind på Rasmus Louie Larsen, der lå og ømmede sig. Den ekstra plads hjalp HIF med at holde topholdet fra store chancer, så man kunne rejse hjem med tre livsvigtige point.

En vigtig sejr, der glædede HIF’s assistenttræner Claus Clausen:

- Vi spiller det spil som vi ved vi kan, og vi troede på det i dag. Vi leverede det presspil som vi er rigtig gode til, samtidig med at vi havde kvalitet på bolden. Det er ikke nok at vi kun presser og så smider bolden væk to sekunder efter, så kan vi ikke holde trykket en hel kamp. Så det er superfedt at vi også holder fast i bolden, som her i dag...

ka-ma

menu
menu