Vågn op Christiansborg!

Vågn op Christiansborg!

Nye borgere strømmer til stort set alle kommuner i hovedstadsområdet. Det betyder mere trafik og øget pres på veje, parkeringspladser, stier og broer, og befolkningstilvæksten kræver derfor kommunale investeringer både til at rette den slidte infrastruktur op og til ny infrastruktur.

Når vi i Dansk Byggeri Hovedstaden er rundt for at tale med borgmestrene i hovedstadskommunerne, hører vi det igen og igen: Kommunerne har penge i kommunekasserne til at udbygge og forbedre veje, stier og pladser, men anlægsprojekterne må udskydes på grund af anlægsloftet.

Anlægsloftet er en årlig aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL), der sætter et loft på, hvor mange skattekroner kommunerne år for år må bruge på at forbedre kommunale bygninger og lokal infrastruktur.

I Dansk Byggeri Hovedstaden synes vi, at det kommunale anlægsloft er ude af trit med den befolkningstilvækst, vi ser i hovedstadsområdet. Det hænger slet ikke sammen. Borgerne fortjener også en bedre og mere udbygget infrastruktur – ikke mindst på vejene. De seneste beregninger viser, at trængslen på tre år er steget med 25 pct. i hovedstadsområdet. Det giver mere stress og jag i dagligdagen. Det betyder også, at virksomhederne har sværere ved at rekruttere arbejdskraft, når potentielle medarbejdere vælger en arbejdsplads fra på grund af trængsel og for lang transporttid.

Det er trist at se, at fornuftige og nødvendige projekter, der styrker f.eks. trafiksikkerheden, fremkommeligheden og klimasikringen, ikke kan gennemføres. Der er brug for, at aftaleparterne sætter en grundlæggende revision af anlægsloftet i gang.

Af Mads Raaschou, formand for Dansk Byggeri Hovedstaden

menu
menu