Vaccineplanen kører

Vaccineplanen kører

Nationale myndigheder, region og Hvidovre kommune sørger i samarbejde for, at vaccinerne kommer ud til borgerne. Men vejen er ikke altid snor-lige

Flertallet af danskere ser frem til, at det kan blive deres tur til at blive vaccineret mod corona-virus, og fra nationalt hold er der en ambition om, at alle, der ønsker det, kan være vaccineret, når vi kommer frem til sommer.

Sundhedsstyrelsen har lagt en plan for den rækkefølge, vi skal tilbydes vacciner, og planen følges også i Hvidovre Kommune.

Efter at alle plejecenter-beboere den 2. januar blev vaccineret som de første i Hvidovre, er turen nu kommet til borgere over 65 år, som modtager personlig pleje og praktisk hjælp fra kommunen eller Human Care. Det drejer sig om godt 1500 borgere, og 89 af dem blev med to dages varsel inviteret til vaccination i Frihedens Idrætscenter fredag den 15. januar.

Pop-up-vaccination

– Selvom vi kører efter vaccineplanen, så foregår det ikke helt så snor-lige, som man skulle tro, siger centerchef for Sundhed og Ældre i Hvidovre Kommune Nicolai Kjems og forklarer, at udrulningen af vaccinerne kræver øget beredskab og koordinering mellem de nationale myndigheder, region og kommune.

Dels svinger det fra uge til uge, hvor mange vacciner, der kommer til Danmark og ud til den enkelte region. Dels varierer det, ”hvor mange stik, regionens læger kan hive ud af vaccine-doserne”. Som regel er der til flere vaccinationer end beregnet i én dose.

– Derfor kan vi komme til at stå i en situation, som i sidste uge, hvor vi pludselig fik at vide, at Region Hovedstaden kunne komme og vaccinere 90 borgere med kort varsel, hvis vi var klar – og det blev vi så, siger han.

Usædvanlig stor opgave

Der blev ringet rundt til borgere over 65, som Hjemmeplejen allerede har været i kontakt med om vaccination, og der blev arrangeret kørsel til og fra ”pop up-vaccinationen” i Frihedens Idrætscenter.

– Alle de fremmødte borgere fik deres vaccination, men der var bl.a. ventetid og nogle forhold ved transporten, som ikke var optimale, og det tager vi med som læring til næste gang, pointerer Nicolai Kjems.

Han fortæller, at udrulningen af vacciner til danskerne er en usædvanlig stor koordinerings- og logistikopgave – både på nationalt, regionalt og lokalt plan – og i Hvidovre Kommune får Center for Sundhed og Ældre bistand fra andre centre til at løse den store opgave.

– Vi vil også meget gerne bede borgerne om at hjælpe til, hvor de kan, siger han.

– Det kan f.eks. være med kørsel af et ældre familiemedlem til vaccinationscentret, hjælp til at booke tid til vaccination eller finde svar på spørgsmål om vaccination på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Ifølge meldinger fra de nationale sundhedsmyndigheder går der nu 2-3 uger, før der kommer nye forsyninger med vacciner, og mange af disse skal gå til stik nummer to til beboere på plejecentre.

Man kan finde Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender og anden information om vaccination mod coronavirus på sst.dk

Covid19 vaccinationer

Covid19 vaccinationer

menu
menu