- Var tæt på at vinde med bare 10 mand...

- Var tæt på at vinde med bare 10 mand...

Per Frandsen var tilfreds, og alligevel ærgerlig...

FODBOLD: Cheftræner Per Frandsen stod med en blandet fornemmelse efter det ene point i Nykøbing, hvor HIF havde godt styr på det formstærke Nykøbing-mandskab og endda kunne have taget alle tre point i overtiden.

- I sidste ende skal vi vel være tilfredse, når vi er ti mand og kommer bagud 2-1. Men den chance, vi har til allersidst er jo helt “sindssyg” at vi ikke får scoret på. Men alt i alt er vi jo lidt skuffet fordi vi spiller en rigtig god kamp og skulle have været foran med mere end et mål efter 75 minutter, hvor det røde kort gjorde det svært.

Det røde kort til Mike Mortensen et kvarter før tid blev kampafgørende. Alligevel havde træner Frandsen gerne set at holdet havde håndteret det bedre:

- Jeg kan ikke se hvad der sker, Mike (Mortensen) siger han ikke rammer falstringen, men det kan vi jo ikke gøre noget ved nu. Det er først på det tidspunkt, de kommer ind i kampen, ellers har de ikke haft noget nævneværdigt, så den var hård. Alligevel kunne jeg godt tænke mig at vi forsvarede lidt bedre, også med ti mand. Det skal vi kunne, når der mangler et kvarter. Men fantastisk kommet igen af drengene efter at have været nede 2-1, og så er vi faktisk så tæt på at vinde til sidst.

- Alt i alt syntes jeg drengene gjorde det fantastisk. Nykøbing har måske en enkelt chance i 1. halvleg, hvor vi forsvarer rigtig godt og fanger mange bolde. Jeg tror de regnede med at vi ville gå højt op på dem, - de havde svært ved at håndtere, at de bare kunne trille den rundt nede i bagkæden.

- Jeg skal ikke være utilfreds, men produktet skal blive bedre, hvis vi skal højere op i divisionen, slutter HIF’s cheftræner.

ka-ma

menu
menu