Vi håber det bedste og frygter det værste

Vi håber det bedste og frygter det værste

Kun ét fælles M/K-toilet for medlemmerne, og lidt tvivl om de otte ”onsdagsfester” og ”Lørdagsåbent”

Hvidovre Pensionistforening må efter 77 år, - og langt de fleste af dem på Risbjerggård -, sige farvel til de vante omgivelser fra årsskiftet. Og af de tilbud foreningen fik præsenteret af Hvidovre Kommune, valgte bestyrelsen Sønderkærsskolen.

- Vi håber på det bedste, men det er ikke uden lidt frygt, idet vor ankomst kræver en del forbedringer af faciliteterne m.m. på Sønderkærsskolen, siger formand Pia Christensen og næstformand Evald Rasmussen, som avisen satte stævne på Risbjerggård.

Formanden tilføjer, at man flere gange havde været på besigtigelsesture, og at man nu, overfor forvaltningen, har fremlagt de ønsker om rimelige nødvendige forbedringer på Sønderkærskolen.

Toiletforhold og fremtid

Det ligger således helt klart at foreningens fremtid er afhængig af bl.a. toiletforholdende på Sønderkærsskolen.

- Det er jo ældre mennesker, og der er p.t kun ét fælles M/K toilet til rådighed for vores medlemmer, og med de oplysninger som forvaltningen har givet os omkring vores ønske om flere toiletter, er det blevet meddelt os, at der tidligst kan benyttes mere end det ene toilet fra juli 2020. Derfor ser jeg en stor risiko for en drastisk nedgang af medlems-/besøgstallet, hvis vi ikke får det på plads, siger Pia Christensen.

Man frygter også at onsdagsfesterne kan komme i fare på Sønderkærsskolen i 2020.

- Først var det ikke noget problem med de planlagte otte fester for 2020, men med et nyt tiltag fra Musikskolen, i forbindelse med deres arrangementer i 2020, er det blevet et problem, bemærker formanden.

- Med stor respekt for de mange andre aktiviteter på Sønderkærsskolen, som spænder lige fra gymnastik til musik, påpeger næstformand Evald Rasmussen, at det er af stor vigtighed at notere sig, at det jo ikke er brugerne af Sønderkærsskolen der er årsag til problemet, men forvaltningen og kommunen. Han håber da også at man vil få løst det inden sæsonstart 2020.

Næstformanden tilslutter sig formandens usikkerhed omkring foreningens fremtid: - Her snakker vi altså om 80 til 110 livsglade medlemmer, som gennem en menneskealder har bakket op om det man kan kalde vores forenings livline - Onsdagsfesten. Men med opbakning fra vore medlemmer - med håbet om de lovede udbedringer fra Hvidovre Kommunes side - inden vi drager væk fra “Gården” til Sønderkærsskolen, er dette arrangementforløb en tvungen nødvendighed, hvis det sociale samvær skal have en chance. Det bliver svært alligevel, men det kan lykkes...

Fælleslokale

Lige nu ser det ud til at foreningen kan køre samme skema på Sønderkærsskolen; - der er plads til ca. 40 gæster med rimelige betingelser for såvel personale som gæster.

- Vi arbejder på en fortsættelse af de populære lørdagsåbent i 2020, hvilket vi vil orientere mere om, tilføjer formanden. - Hvad angår dart og billard vil der være rig mulighed for boltre sig dagligt, så vi håber, at kunne tilbyde vores medlemmer mange gode timer sammen i 2020, i de nyindrettede lokaler på Sønderkærsskolen. Det må jo siges, at stedet ligger næsten lige så centralt som Risbjerggård, nemt at komme til og fra, flere buslinjer at vælge imellem, og på cykel, bil eller til fods, er det også fint.

- Til slut skal nævnes, at vi i bestyrelsen ser frem til møder med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Maria Durhuus, hvor vi så håber at endnu flere brikker falder på plads inden sæsonstarten på Sønderkærsskolen, slutter Pia Christensen.

j.n.

Pensionistforeningen skal nu afholde deres arrangementer på Sønderkærskolen.

Pensionistforeningen skal nu afholde deres arrangementer på Sønderkærskolen.

menu
menu