- Vi savner at svømme!

- Vi savner at svømme!

SVØMNING: Det er snart 10 uger siden, Hvidovre Svømmeklub sidste gang havde deres svømmere i vandet kl 5.45 til morgentræning.

- Vi var kun få uger væk fra årets højdepunkt, nemlig Danish Open, og de kommende påsketræningslejre. Alt dette blev aflyst, da vi ligesom resten af Danmark lukkede ned, siger formand, Lars Siegumfeld.

- Regeringen indledte den nye fase af åbningen, og vi havde udarbejdet adskillige retningslinjer og regler, så vi kunne komme i gang med svømning under sikre forhold.

- Skuffelsen over åbningen med fortsat forbud af al indendørs idræt er enorm blandt alle vores medlemmer og ansatte. Mest fordi smittefaren i svømmehallen er under eller på lige fod med mange andre ting, som er åbnet.

- Vi har forsøgt at være opfindsomme i den sidste tid, mest af alt for at holde sammen på vores konkurrenceafdeling, som har udviklet sig med høj fart de seneste år. Vi har afholdt adskillige Skype møder med svømmerne for at snakke motivation og trivsel, haft daglig fællestræning på sociale medier, lavet hjemmetræning, som svømmere blandt andet har udført på deres værelse, og i den sidste tid mødtes i små grupper til fælles træning på land. Men vi savner virkelig at svømme!

- Vores medlemmer elsker vandet, og det er snart tid til at tilmelde sig den næste sæson. Hvis svømmehallerne ikke er åbne, frygter vi at miste en masse børn/unge mennesker.

- Vores svømmeskoleafdeling i Hvidovre Svømmeklub satser på at holde Water Week i uge 32, hvor fase 4 af genåbningen efter karantæneperioden skal begynde. Vi håber, at dette arrangement kan blive holdt, for det vil komme mange børn og unge i aldersgruppen 7-12 år til gode.

- Vi har også overvejet Open Water, men en havtemperatur på omkring 10*C er simpelthen for koldt. Vi har derfor rettet henvendelse til Hvidovre kommune for at høre om hvornår vi kan få adgang til svømmehallerne igen. Vi mener klart at svømmehallerne udendørs såsom (Præstemosen) såvel som indendørs (Friheden & Avedøre) kan anvendes forsvarligt og opfylder regeringens krav i forbindelse med Covid19. I vores retningslinjer og regler for genåbning af svømning er der taget højde for evt. bekymringer i forbindelse med omklædningen. Svømmerne kan naturligvis omklæde og bade hjemmefra. I første omgang har vi desværre fået et negativt svar fra Kommunen, men vi håber naturligvis på at kommunen vil revidere deres opfattelse så vi igen i mindre hold kan bruge svømmehallerne, slutter Lars Siegumfeldt.

menu
menu