Vigtig sejr i Kolding gav godt håb om overlevelse

Vigtig sejr i Kolding gav
godt håb om overlevelse

2-0 sejr trods mange uheld og udskiftninger. Nu skal arbejdet gøres færdigt i morgen torsdag på hjemmebane.

FODBOLD: NordicBet ligaen er gået ind i den sidste fase af sæsonen 19/20, en speciel sæson, hvor der kun er en enkelt oprykker, men hele tre nedrykkere.

Hvidovre satte med 2-0 sejren i Kolding lørdag "dødstødet" ind for Næstved og FC Roskilde, der måtte tage de to første nedrykningspladser til 2. division.

Kaotisk start på landevejen

Kampdagen startede ikke alt for godt, men særdeles kaotisk for Hvidovre-holdet, der blev fanget af den tunge sommertrafik samt en ulykke på den fynske motorvej, hvilket betød at kampen i Kolding måtte udskydes i fem kvarter. Også kampens dommer måtte melde om forsinkelse til arrangørklubben.

Hvidovre skulle bruge det første kvarter på at ryste den noget længere bustur ud af benene, og måtte modstå et hårdt pres fra hjemmeholdet i starten af opgøret.

Per Frandsens mandskab fik dog reddet stormen af, og begyndte at spille sig mere ind i opgøret, hvor især de to backs Rasmus Louie Larsen og Emil Vatani var meget aktive på kanterne, - især sidstnævnte var virkelig tilbage på sit gamle niveau og spillede nok sin bedste kamp for Hvidovre i denne sæson.

Med spilovertaget kom også flere chancer til Hvidovres offensiv, der var gode til at holde fast i bolden og vente på at de rigtige muligheder opstod. Det gav bonus ti minutter før pausen, da Nicklas Bjerre Schmidt spillede bolden op på Mikkel Nøhr, der sendte Lirim Qamili i dybden på højrekanten for første gang. Afslutningen blev ikke så god i første omgang, lidt heldigt for Qamili landede keeper-returen for fødderne af ham igen, og i anden omgang var han sikker og scorede for 9. gang i denne sæson, og sendte dermed sit hold til pausen med en livsvigtig 1-0 føring.

Klar HIF-dominans

I 2. halvlegs første minutter kunne Hvidovre have lukket kampen på flere store chancer. Efter bare et minut sendte Nicklas Bjerre Schmidt en "sukkerbold" i dybden til Nicolaj Agger der kom alene med Kolding keeperen, men helt fejlagtigt blev vinket offside. Kort efter var Agger så tæt på igen, da han ikke kom hurtigt nok ned på Mikkel Nøhrs flade indlæg fra venstre siden.

Hvidovre fortsatte med at dominere overfor et Kolding-hold der havde det svært, når de ikke kunne leve på omstillinger og standardsituationer og man lavede utrolig mange opspils og pasningsfejl. Men så længe Hvidovre ikke kunne "lukke kampen" og få scoret til 2-0, kunne hjemmeholdet score ud af ingenting, som de ofte har gjort i NordicBet ligaen. Så frygten var til stede på HIF-bænken.

Tvunget til udskiftninger

Bekymringerne fortsatte hos Per Frandsen efter fem minutter i 2. halvleg, da hjemmeholdets Simon Trier bankede panden ind i baghovedet på Lirim Qamili og begge spillere måtte lade sig udskifte. Her stoppede uheldet desværre ikke for Hvidovre, da man med en halv time igen måtte skifte både Nicolaj Agger og Mikkel Nøhr pga skader, og kort efter måtte Hvidovre bruge den femte og sidste udskiftning, da Matti Olsen måtte udgå med et ildebefindende.

Med et næsten halvt nyt hold på banen kunne man hurtigt frygte, at Kolding ville få overtaget, men de fem indskiftere gik ind og fortsatte hvor de andre slap.

Med ti minutter igen kom så den forløsende scoring til 2-0. Oscar Buch blev nedlagt på kanten af feltet og uden Moos, Aabech, Agger og Nøhr på banen var der plads til at indskiftede Magnus Fredslund fik chancen. Han sendte en god flad frisparksafslutning afsted, som Koldings keeper Frederik Ibsen kun kunne halvklare, og på returen var Daniel Stenderup hurtigt fremme, og dermed med sin tredie scoring for Hvidovre, sikrede en uhyggelig vigtig sejr i kampen om overlevelse.

I morgen torsdag skal HIF’erne så gøre arbejdet færdigt i den uhyggelig vigtige hjemmekamp mod Skive.

ka-ma

menu
menu