Vigtigt point i Køge

Vigtigt point i Køge

FODBOLD: Hvidovres 1. divisionshold genoptog sæsonen lørdag ude mod HB Køge på et næsten mennesketomt stadion, der kun husede presse og officials. Hvidovre kom med en fin sejr i bagagen fra tirsdagens testkamp mod Brøndby, der sluttede 4-2.

Der var derfor genvalg til alle, en meget offensiv midtbane med Magnus Fredslund som den defensive bag Nicolaj Agger og Kim Aabech, der lå i en fri rolle. Helt fremme spillede Marcus Lindberg, der fik 75 minutter, og den unge angriber leverede en rigtig fin indsats og tog nogle hårde kampe mod et lidt brutalt spillende HB Køge forsvar.

Hvidovre fik en god start på opgøret og fik skabt flere fine chancer; - efter bare et minut kom den første advarsel til Køge defensiven og flere efterfulgte.

Efter et kvarter skulle HB Køges Magnus Haüser have været sendt på tribunen, da han med et alt for højt ben, sparker Marcus Lindberg i hovedet, men slap med et gult kort.

Det efterfølgende frispark gav dog HIF en føring, idet Andreas Moos sendte bolden ind på Nicolaj Agger, der fik snittet sin syvende sæsontræffer i mål til 0-1.

Kort efter havde Hvidovre heller ikke dommeren med sig, da en Køge-forsvar stoppede bolden med hånden inde i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.

Efter scoringen havde Hvidovre godt styr på kampen og fik overtaget i spillet. Man bemærkede især Kim Aabech, der fandt sig godt tilrette i den fri rolle lidt længere tilbage på banen, hvor han satte tempoet i HIFs spil.

I halvlegens sidste minut skete det der ikke måtte ske. HB Køge fik hjørnespark som Martin Koch fik headet mod kassen. Keeper Filip Djukic blev skubbet i ryggen, så han røg ind i Kim Aabech, så bolden trillede i mål til pausenstillingen 1-1. På TV billederne kunne man se, at der i samme situation blev begået frispark på Djukic.

Køge bedst i 2. halvleg

I 2. halvleg fik hjemmeholdet justeret taktisk og gik højt op på Hvidovre, der ikke formåede at erobrere bolden fra HB Køge. Hjemmeholdet satte sig på spillet og boldbesiddelsen var nu pludselig omkring 70/30 til Køge.

Trods det store spilmæssige overtag kom keeper Filip Djukic underligt nok ikke på overarbejde. Hvidovres defensiv formåede længe at holde HB Køge fra de helt store chancer og Køges spil løb ofte ud i sandet.

De mange defensive løb tog hårdt på Hvidovre, der måtte løbe mange meter uden bold og det var et tydligt træt mandskab der måtte kæmpe for point. To gange var hjemmeholdet tæt på at blive rigtig farlige, da Liam Jordan først ramte stolpen og var ved at drible sig igennem hele Hvidovres defensiv.

Et nyt tiltag grundet Corona, er at holdene må skifte hele fem mand fordelt på tre spil-stop. Det benyttede Hvidovre sig også af, først kom Oscar Buch på banen efterfulgt af Hakan Redzep og med ti minutter igen blev det til den historiske dobbelt udskiftning da Lasse Brandt Hansen og Aleksander Lazarevic blev sat ind.

Med belejringen af Hvidovres felt var det derfor også på kontra, man skulle forsøge at finde en scoring, og både Lirim Qamili og Nicolaj Agger havde begge gode muligheder. Men kampens største chance tilfaldt dog indskiftede Oscar Buch, der i de sidste minutter dukkede op ved bageste stolpe på Magnus Fredslunds indlæg, men Buch fik desværre ikke ram på tværbolden, der sejlede forbi og dermed måtte de to hold nøjes med et point hver.

Hvidovre skal i aktion igen lørdag kl. 15.30 mod Nykøbing FC på Pro Ventilation Arena/Hvidovre Stadion, der bliver spillet uden tilskuere, men den spændende kamp kan ses på viaplay.dk.ka-ma

menu
menu