500.000 kr. til helhedsplan
Kommunalbestyrelsen vælger ny løsning for Kometens toiletfaciliteter
NYHEDER: Kommunalbestyrelsen har på dets seneste møde besluttet at sætte ind med en ny helhedsplan for Kometen – kommunens medborgersal. Beslutningen betyder, at der nu afsættes 500.000 kr. til at udarbejde en samlet plan for, hvordan toiletfaciliteter, adgangsveje og sammenhængen mellem Kometen, biblioteket og cafeen kan forbedres.
Der har, som Hvidovre Avis tidligere har beskrevet, været seks forskellige scenarier på bordet, fra etablering af et enkelt handicaptoilet i stueplan (750.000 kr.) til en omfattende ombygning med elevator og ny toiletkerne (op til 4,25 mio. kr.). Administrationen anbefalede oprindeligt scenarie 3 – en løsning med automatisk dørstyring og overvågning af de eksisterende toiletter i stueplan – som den mest økonomiske og hurtige løsning inden for det afsatte budget på 350.000 kr.
Politisk flertal for helhedsplan
Trods anbefalingen valgte Kommunalbestyrelsen at gå videre med scenarie 6, der går ud på at udarbejde en helhedsplan for hele kulturhuset. Formålet er at skabe bedre sammenhæng mellem Kometen, biblioteket og cafeen, samt at se på mulighederne for en fremtidig renovering.
Nu skal der udarbejdes et skitseforslag og byggeprogram med en flow-analyse, der kan danne grundlag for den videre beslutningsproces. Der forventes at blive taget stilling til det konkrete projekt på et senere tidspunkt.
red
