At gøre en forskel

MARIE-LOUISE JØRGENSEN om Ældreplejen:
LÆSERDEBAT: Det var med stor glæde, at vi kunne åbne de nye daghjemspladser på Krogstenshave – og hvor var det rørende og livsbekræftende at møde de borgere, som nu får glæde af tilbuddet. Daghjemmet henvender sig til ældre, der bor i eget hjem, men som savner samvær, nærvær og muligheden for at være en del af et fællesskab med andre. Her kan man få nogle hyggelige og meningsfulde timer sammen i fællesskab.
Det var i det fælles budget for 2025 – som alle partier og lister i kommunalbestyrelsen stod bag – at vi besluttede at prioritere og afsætte midler til netop dette. Og nu, bare et halvt år senere, står pladserne klar. Det er ikke bare en politisk beslutning, men noget, der konkret gør en forskel i menneskers hverdag. Det er sådan noget, der giver mening!
Mange ældre ønsker at blive boende i deres eget hjem så længe som muligt – og det forstår jeg godt. Hjemmet er fyldt med minder og tryghed. Men det betyder ikke, at man ikke også har brug for at komme ud og være sammen med andre. Det behov imødekommer daghjemmet, og jeg håber, det vil bringe både glæde, livskvalitet og måske også nye venskaber ind i hverdagen.
Noget af det, der gjorde allermest indtryk på mig under besøget på Krogstenshave, var den varme og omsorg, som personalet udviste over for både beboere og gæster. Deres måde at møde borgerne på var præget af respekt, nærvær og professionalisme. Det var rørende at se – præcis som det bør være, når vi taler om omsorg og pleje.
Jeg håber inderligt, at flere unge – og også voksne, som overvejer et karriereskift – vil få øjnene op for, hvor meningsfuldt det er at arbejde i ældreplejen. Vi har brug for flere dygtige og dedikerede medarbejdere – mennesker, som brænder for at gøre en forskel og give vores ældre en tryg, værdig og indholdsrig alderdom, uanset om det er på plejehjem eller i hjemmeplejen.
Det er en klar prioritet for os i Ældre- og Sundhedsudvalget. Derfor har vi i forbindelse med budget 2026 besluttet at sætte fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i plejesektoren. For vi ser ind i en fremtid, hvor mennesker – heldigvis – lever længere. Men det stiller også store krav til os som samfund. Hvis vi skal kunne opretholde det nuværende serviceniveau, vil det på landsplan kræve op mod 19.000 flere ansatte. Det er en stor udfordring – også her i Hvidovre, hvor vi i denne periode har haft fokus på det. Vi skal bl.a. til at vedtage en ny seniorpolitik, vi har oprettet fritidsjob på vores plejehjem og indført voksenelevløn. Det er vigtige skridt – men der er brug for endnu flere, som vælger en uddannelse og en fremtid i ældreplejen. Det håber jeg, at vi – både lokalt og nationalt – kan lykkes med at inspirere flere til.
Marie-Louise Jørgensen
Gruppeformand SF