Avedøre foran 2-0 men tabte igen

Syv ændringer var for meget, og AIF fik tiende nederlag i træk
FODBOLD: To mål af Avedøre og en føring på 2-0 til midt i 2. halvleg gav forhåbninger om den første sejr siden oprykkerne Espergærde blev slået i marts måned. Men som en berømt landsholdstræner engang sagde: ”2-0 er den sværeste føring”!
Og det var ikke overraskende, at kampen vendte. BSF havde et klart overtag i både målt i boldbesiddelse og på chancer. Kun elendige afslutninger på mål af hjemmeholdet betød, at Avedøre kunne gå til pausen foran med et mål. Den debuterende målmand Micas Brandstrup havde desuden fine indgreb og forhindrede i flere omgange BSF i at score.
Allerede i det 6. minut kom Avedøre foran. Hjemmeholdets målmand kunne ikke holde et skud fra Martin Nordentoft, og riposten sendte Olcay Uysal ind til føring og sit første mål for Avedøre. Så stod der ellers BSF på resten af halvlegen.
Straks efter pausen sendte Thomas Petersen et frispark ind i hovedet på Martin Nordentoft, så topscoreren kunne bringe Avedøre på 2-0. Føringen holdt til midt i halvlegen, hvor Andreas Vilberg reducerede. Og samme Vilberg kunne på et straffespark udligne til 2-2 med små 10 minutter tilbage.
Det så problematisk ud for Avedøre. Men så fik BSF sendt en mand i straffeboksen med et gult kort. Måske kunne Avedøre alligevel undgå det tiende nederlag i træk i SS. Men så fik BSF et hjørnespark. Det headede Andreas Horsebøg sikkert i nettet til 3-2 sejren. Som skrevet tidligere, så har Avedøre et problem med høje indlæg og styring af luftrummet i eget felt!
Siden sidste weekend var der ændret på syv pladser i startopstillingen pga. afbud med skader og andre grunde. Det gav plads til debutanterne Micas Brandstrup og Mikkel Gøtterup Bagge, samt comeback til Thomas Petersen, og Jack Overby, der ikke har spillet i år. Det var tæt på, at der var kommet et endnu vildere comeback. Træner Christian Lundby måtte skrive sit navn på holdkortet, men den 48-årige cheftræner holdt sig selv ude af kampen-
Næste og sidste kamp i SS er på lørdag den 14. juni kl. 14 hjemme i Avedøre mod Bagsværd.