Avedøre Skole skal være med til at forme fremtidens folkeskole

Med nye fagplaner kan lærerne få mere frihed til at tilrettelægge undervisningen
NYHEDER: Avedøre Skole i Hvidovre Kommune skal være med til at forme fremtidens folkeskole. Skolen er en af samlet 143 skoler i landet, som efter sommerferien skal afprøve og give feedback på nye fagplaner i folkeskolen.
- Jeg er både stolt af og glad for, at vores kommune er repræsenteret. Det er en stor og vigtig tillidserklæring til Avedøre Skole, udtaler Kenneth F. Christensen, medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre for Socialdemokratiet.
Også medlem af Folketinget fra Hvidovre, Maria Durhuus, er glad for muligheden.
- I dag er lærerne i folkeskolen bundet på hænder og fødder af de mange undervisningsmål. Men jeg tror på, at jo mere engagerede og involverede lærerne er i undervisningen, desto bedre og mere spændende bliver undervisningen. Derfor er jeg også utroligt glad for, at Avedøre Skole vil være med i programmet, siger Maria Durhuus.
Med de nye fagplaner får lærerne mere frihed til at tilrettelægge undervisningen og dermed skabe mulighed for, at de i endnu højere grad kan bruge deres faglighed og kreativitet.
Formålet med de nye fagplaner er at bevæge sig væk fra de mange krav og hen mod mere enkle fagplaner, hvor den enkelte lærer i højere grad kan få indflydelse på sin egen undervisning.
Afprøvningen af de nye fagplaner finder sted fra september-december 2025 og igen i foråret og efteråret 2026.
red