Benspænd til Hvidovres foreningsliv?
UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
KOMMENTAR: Siden Kulturhus Risbjerggaard åbnede i september 2022 har ildsjælene fra Risbjerggaard Gruppen (RG) stået for en stribe ikke-kommercielle initiativer f.eks. et aktivt arbejde for at udvikle stedet som “borgernes dagligstue”.
I 2025 blev RG stiftet som en egentlig forening. Foreningsdannelsen er dog blevet vanskeliggjort af en utrolig lang sagsbehandling i kommunen.
Og nu, få dage før den politiske behandling i Kultur- og fritidsudvalget den 4. maj, indstiller forvaltningen at RG ”ikke kan godkendes som en folkeoplysende forening”, selvom forenings vedtægter på alle punkter opfylder alle lovkrav.
Risbjerggaard Gruppens hovedformål er ifølge foreningens vedtægter ”at fremme et levende og
inkluderende kulturliv i Hvidovre” med ”særligt fokus på Kulturhus Risbjerggaards rolle som et centralt mødested for kultur og fællesskab i Hvidovre Bymidte”: Fyraftenssang, musikforedrag, Bymidtefestival med deltagelse af 60 lokale foreninger i 2025 og 2026 og faste månedlige møder, der inddrage brugerne er et udsnit af aktiviteterne. Alt på non-kommerciel basis.
I stærk kontrast hertil står der i oplægget til det politiske udvalgs møde den 4. maj: ”Det er administrationens vurdering, at foreningens virke – hvor hovedaktiviteten består i at arrangere entrégivende kulturaktiviteter såsom koncerter – har karakter af kulturproduktion og i højere grad er nært relateret til kommerciel kulturvirksomhed og underholdning”.
RG består mest af erfarne kulturaktører som, gennem årene, har været med til at søsætte kulturelle fyrtårne og kvarterløft i både Hvidovre og Avedøre. Det er derfor blevet oplevet som stærkt krænkende for de frivillige at blive diskvalificeret på urigtige påstande om at virksomheden skulle være kommerciel – helt løsrevet fra fakta.
Det rejser spørgsmålet om hvilke interesser de professionelle kulturaktører har i at modarbejde civilsamfundets og foreningernes aktører på Risbjerggaard. Og ikke mindst: Hvor er politikerne henne i dette benspænd?
nem
