Besættelsestiden i Hvidovre: Dobbeltspillet i bibliotekskælderen
Et tilbageblik af chefredaktør Niels Erik Madsen
TILBAGEBLIK: Det vil nok stadig have interesse at dykke ned i besættelsestiden i Hvidovre, hvor mange var inddraget i Modstandsbevægelsen, og hvor flere alvorlige hændelse udspilledes, – også flere med dødelig udgang.
I morgen torsdag den 26. februar kl. 19-21 bliver det vidtspændende emne ”Besættelsestiden i Hvidovre” taget op af museumsleder Bitten Larsen i et foredrag i Auditoriet på Vestre Kvartergade i Avedørelejren.
Det bliver interessant at høre hvor dybt Bitten Larsen kan nå ned i de lokale begivenheder i krigsårene.
Kælderen i det gamle bibliotek
Om Bitten Larsen kommer ind på det gamle Hvidovre Biblioteks betydning, skal jeg lade være usagt. Men det er et spændende kapitel, eftersom den flotte røde bygning på hjørnet af Hvidovrevej og Bibliotekvej (hvor Medborgerhuset og Hovedbiblioteket senere blev bygget), utvivlsomt var et vitalt center for mange aktiviteter. Heller ingen tvivl om at om at en utrolig stærk kvinde, den daværende stadsbibliotekar Eva Raae Schultz spillede en afgørende rolle, og i baggrunden var en stor støtte for modstandsbevægelsen.
I besættelsestiden foregik der nemlig noget af et dobbeltspil, som tyskerne aldrig fandt ind til.
Efter det danske politis internering, blev der til afløsning oprettet et dansk vagtvært, CB (Civilberedskabet) af frivillige danskere, for ikke at overdrage tingene til det tyske Hipo. Det fik hjemsted i kælderen på biblioteket og det gamle kommunekontor i Bytoften. I bibliotekets kælderetage delte man næsten lokaler med en større gruppe frihedskæmpere. Utroligt nok holdt dette dobbeltspil krigen ud.
Som yderligere en lille personlig erindring – som 7-årig skoledreng – husker jeg at min fars lille grå Opel Kadet var overtaget/udlånt til Vagtværnet, og den blev uden tvivl også brugt af modstandsfolkene, og den kom tilbage med en masse skudhuller i karossen.
(Foto: Forstadsmuseet)
m
