Bio Folkemødet udfordrer lokale politikere på en ny ’Naturvision HVIDOVRE 2030’

En ny klimavenlig strategi med fokus på livskvalitet. Tegnestuen Vandkunsten kommer med spændende ideer forud for kommunevalget
NYHEDER: På årets Biofolkemøde den 31. maj præsenterer Tegnestuen Vandkunsten deres visioner i ’Fingerplan 2.0’ for Hvidovres borgere. Efterfølgende har Det Grønne Råd inviteret Hvidovres politiske partier til en debat om ’Naturvision HVIDOVRE 2030’.
– Hvad nu hvis vi, ved at gøre vores kyststrækninger porøse, kan få vandet til at fordele sig, i tilfælde af stormflod og skybrud? Hvad nu hvis vi med den overskydende jord fra udgravningen af disse nye blå forbindelser, inspireret af den eksisterende Køge Bugt Strandpark, kunne skabe en sammenhængende kystsikring fra København til Køge?, spørger Vandkunsten i deres nye oplæg som vandt 1. premien i Arkitektforeningens ide-konkurrence.
Et solidarisk Hovedstads-dige
Et solidarisk Hovedstads-dige langs hele Køge Bugt i form af skær og rev, som vil kunne skabe forudsætningerne for nye, sammenhængende kystnære havnaturparker. En naturbaseret klimasikring der kan formes og tilpasses til en uforudsigelig fremtid og samtidig bringe nye naturværdier helt ind i byerne?
Disse naturbaserede løsninger kan eksempelvis være større arealer med ålegræs, rev og vådområder der bremser bølgernes kraft mod land. Sådan lyder én af ideerne.
Fingerplan 2.0 – dommerkomiteens bedømmelse
– Her kommer Vandkunsten med et nyt og forfriskende bud på, hvordan den overordnede planlægning af vores byer og landskaber fremadrettet skal varetages med afsæt i en sammenhængende og holistisk tilgang, hvor byudviklingen de næste 75 år skal ske på vandets og naturens præmisser. Uden dog at have alle svarene har Vandkunsten i planen foreslået en række konkrete strategier og værktøjer, der bygger videre på eksisterende viden og visionsoplæg, lød det i dommerkomiteens bedømmelse af vinderprojektet.
Ny fortælling om Hovedstadsregionen
– Vandkunsten mener, at der er brug for en ny fortælling om Hovedstadsregionen og dermed fremtidens Fingerplan. Vi skal omdanne, transformere, og genbruge så meget som overhovedet mulig lyder det fra Vandkunsten.
– Vi skal minimere omfanget af nybyggeri og kun bygge i små enheder med højt ambitionsniveau på bæredygtighed. Der skal være fokus på diversitet, kombineret med social og økonomisk balance. Vandkunsten udfordrer den nuværende form for byudvikling: Den offentlige infrastruktur skal transformeres og udbygges med afsæt i det, der allerede er...
Fingerplan 2.0 er opdelt i 5 temaer: Hovedstadens egenart og kontekst; Klimaforandringer; Landskab og biodiversitet; Sammenhæng, infrastruktur og organisering samt Mangfoldighed, demografi og blandet by. Se det hele på vandkunsten.com/projects/en-decentral-organisme-vokser-frem
Mød op og tag del i debatten
Bio Folkemødet, der er arrangeret af Det Grønne Råd, afholdes på Kulturhus Risbjerggaard lørdag den 31. maj. Paneldebatten om ’Naturvision HVIDOVRE 2030’ finder sted i den store teatersal fra kl. 13 til 14.30.
Foto: Barriereøer og stenrev etableres ved lavvandede områder langs Køge Bugt og andre steder med kystnær bebyggelse og infrastruktur som er udsat ved stormflod. Barriereøer og stenrev etableres ved lavvandede områder langs Køge Bugt og andre steder med kystnær bebyggelse og infrastruktur som er udsat ved stormflod.
red