’Bymidtedrømmen’ flytter aktiviteterne ud i byen

’Bymidtedrømmen’ flytter aktiviteterne ud i byen

Tre uger med små aktiviteter for alle generationer i bymidten

ARRANGEMENT: Hvad sker der, hvis biblioteket, kulturhuset og fællesskaberne rykker udenfor – og bymidten bliver et sted, man har lyst til at blive lidt længere?

Det er netop det, Hvidovre Kommune vil undersøge med initiativet ”Bymidtedrømmen”, som finder sted i uge 22-24 som en del af projektet ’Seniorvenlig By - god for alle generationer’.

I tre uger bliver der derfor skabt små aktiviteter og opholdssteder omkring rådhuset, biblioteket, Kulturhus Risbjerggaard og sundhedshuset. Målet er at teste, om mere liv i byrummet kan gøre bymidten mere indbydende - ikke kun for seniorer, men for alle generationer.

Stærke samlingssteder

Projektet bygger videre på tidligere undersøgelser og workshops, hvor borgere og lokale aktører har peget på et fælles ønske: At byens institutioner i højere grad “vender sig udad” og bruger pladserne mellem bygningerne til aktiviteter og fællesskab.

Bymidten rummer allerede mange stærke samlingssteder tæt på hinanden – blandt andet biblioteket, Kulturhus Risbjerggaard, Spisestedet Gaarden, Kometen, rådhuset og sundhedscenteret – men områderne imellem bliver i dag ikke altid brugt som steder, man opholder sig i.

Det vil kommunen nu undersøge nærmere gennem en række konkrete afprøvninger i byrummet.

Små aktiviteter med plads til fællesskab

I løbet af de tre uger kan man blandt andet opleve:

  • Kreativ med kridt ved Hovedbiblioteket som en del af KreaLørdag 30. maj, 6. juni og 13. juni kl. 10.30-13.00
  • Udendørs læselounge med bøger og aviser i bibliotekets åbningstid
  • Kaffe- og kagesalg fra bibliotekscaféen tirsdag-fredag kl. 11.00-13.00
  • Rollatorbanden – gåtur i roligt tempo hver mandag kl. 10.00-11.00
  • HIF’s Gamle Kæmpers kræmmer- og loppemarked den 30. maj kl. 9.00-15.00
  • Fællesspisning med Stegt flæsk og persillesovs på Spisehuset Gaarden den 24. maj

Afprøvningen skal både skabe hyggelige oplevelser her og nu og samtidig give ny viden om, hvordan bymidten kan udvikles på længere sigt.

Der bliver derfor også samlet erfaringer og observationer undervejs, så kommunen kan blive klogere på, hvilke aktiviteter og byrum der fungerer godt i hverdagen.

 

menu
menu